Kristeligt Dagblad 7. august 2002

Debatten om en ny europæisk form for islam har været debatteret i nogle år, ikke mindst af folk med meget ringe kendskab til muslimer og islamisk teologi. Men nu er det på tide at få sat nogle ting på plads, mener dagens kronikør, der er muslim

Af Omar Shah

Euroislam er et vidt og ikke klart defineret begreb. Der findes sikkert lige så mange definitioner, som der findes »islameksperter«. Begrebet har nogle år på bagen, men har igen fået mere prominens efter den 11. september.
Debatten om euroislam eller »dansk islam« kan anskues fra to sider. Fra den ene side er der muslimer, som er bosat i Europa og født eller opvokset her; de, der »har pakket kufferten ud« og gerne vil frigøre sig fra de nationale miljøer og fokusere på tilværelsen her. I modsætning til forældrenes generation føler de sig fast forankret her, og selv om en del ikke vil føle sig danske i ordets etniske forstand, føler de alligevel, at Danmark er det land, hvor de er bosat.
Specielt I det seneste år er også det »officielle Danmark« blevet mere højlydt i debatten, styret af en fornemmelse af, at det på en eller anden måde har retten til at diktere, hvordan muslimer bosat her bør udøve deres religion. En fornemmelsen af, at den danske kultur er »ledkultur«, og at enhver islam i landet må indordne sig under disse forhold.
Dette har ført til en endeløs række af absurditeter, blandt andet forslaget om, at den danske stat burde uddanne imamer, efter sigende fordi de imamer, der fandtes i Danmark, var reaktionære eller ikke forstod at tolke islam i en dansk kontekst. Denne fortvivlede søgen efter »ordentlige progressive muslimer«, der kunne fortolke islam i en dansk kontekst, ledte i sidste ende til en række initiativer, hvor et i særdeleshed har fået meget opmærksomhed.
For mange muslimer er den betydning, foreningen af kritiske »muslimer« har fået, uforståelig. Hvis jeg oprettede en progressiv kristen forening, »foreningen af kritiske kristne«, med en mormon som formand, mig selv (en ikke-kristen) som næstformand og medlemmer fortrinsvist bestående af mormoner, Jehovas Vidner og syvendedagsadventister, ville de færreste lutheranere (eller folkekirke-kristne) tage mig seriøst, ej heller ville de være særligt trygge, hvis regeringen opfattede min forening med 100 medlemmer som sparringspartner i debatten og »kristendommens acceptable ansigt i Danmark«. Desværre er det modsatte åbenbart tilfældet, når det kommer til islam og »progressive« islamiske foreninger.
Flere kritikere har beskyldt en række ledende muslimske personligheder i Danmark for blandt andet at være selvbestaltede tredjerangsimamer. Spørgsmålet er, hvem der dog skal ses som autoriteter på området. Indrømmet er Fatih Alev, Abdul Wahid Pedersen og Abu Laban ikke, hvad der på arabisk kaldes »Shuykh« (teologer/præster), der har en kvalifikation givet til dem af en institution eller anden »Sheikh«. Imamer er de derimod, idet en Imam er en person, der leder en forsamling i bøn og har en acceptabel viden om islam.
Det paradoksale er, at selvom disse tre individer har en noget større teologisk viden end folk som Hamid El Mousti, der ved gentagne lejligheder henviser folk til »de varmeste steder i helvede«, og Naser Khader, hvis viden om islamisk teologi kort sagt er ikke-eksisterende, kritiseres sidstnævnte aldrig for deres mangler.
Ovenstående kan ikke ses som andet end dobbeltmoral. Folk, der har synspunkter, samfundet gerne vil høre, stilles ikke til regnskab for deres i flere tilfælde katastrofalt manglende viden, mens personer, hvis synspunkter afviger, bliver udsat for smædekampagner .
Euroislam lyder godt i teorien, men for at forstå rammerne for »euroislams« udfoldelse blandt ortodokse muslimer er det vigtigt at klargøre en distinktion mellem islam og kristendom.
Islam er, hvad der på arabisk kaldes »deen«. hverken det danske ord religion eller ideologi er fyldestgørende alen. En deen er et komplet livssystem, der opstiller om ikke regler, så principper for, hvordan man bør forholde sig til alle livets spørgsmål, store som små.
Islam er ikke udelukkende, men i stor grad en lovreligion. Ordet »Ijtihad« er blevet til et »buzz word« i debatten, og mange nævner det som en slags magisk trylleformular, der tillader muslimer selv at finde på de love, der passer dem; en såkaldt »ny fortolkning«
Ijtihad er et arabisk ord, hvis rod betyder anstrengelse, Ijtihad er processen, hvorved de islamiske regler udledes fra kilderne/principperne, hvilke er kendt som »Usool«. Det er utroligt, som folk kan diskutere Ijtihad uden at diskutere »Usool«, selvom sidstnævnte er selve fundamentet. Primære usool er Koranen, Sunnah (profetens sædvane), Qiyas (analogi) og Ij’maa (konsensus). Dertil kan lægges en række sekundære. Islams regler udledes gennem Ijtihad fra disse Usool, og disse ændrer sig ikke, uanset om man befinder sig på Nordpolen eller i Sydafrika.
Givet forskellige problemstillinger i forskellige samfund er det der klart, at der forekommer variationer, i hvilke regler der er gyldige i forskellige sammenhænge. Men den totalrevidering, nogen forestiller sig, er der simpelthen intet belæg for i islamisk teologi.
Argumentet, at Islam er forskelligt fra land til land, bruges ofte, uden at det påpeges, hvad disse forskelle består i. Grundet at der i (sunni) Islam findes fire retsskoler, der hver har deres forskellige sekundære usool, forekommer der visse variationer i deres fortolkninger. Da forskellige retsskoler har spredt sig til forskellige dele af verden, kan disse teologiske forskelle ligne nationale forskelle.
Forskellige geografiske områder har endvidere forskellige kulturer, hvilke også inkluderer stil og arkitektur etc. Marokkanske minareter er for eksempel alle firkantede, mens pakistanske alle er runde. Dette er igen ikke et eksempel på forskellig islam, men snarere, at lokale æstetiske præferencer har gjort sig gældende på områder, hvor islam ikke foretrækker det ene eller det andet per se.
Islam i Danmark har indtil nu været præget af de nationale miljøer, hvor de forskellige etniske grupper har isoleret sig. For den første generationen har det tit været frustrerende at se den yngre generation fravælge deres kultur i større eller mindre grad. For yngre troende muslimer er der dog ingen modsætninger mellem at praktisere islam og tage goder fra den vestlige kultur til sig. Første generation har ofte følt en næsten hellig tilknytning til hjemlandets kultur, hvorimod det islamiske syn er, at traditioner opfundet af en gruppe mennesker sagtens kan erstattes af traditioner opfundet af en anden gruppe mennesker, så længe ingen af disse strider mod islam.
Muslimer født og opvokset i Europa er selvsagt påvirket af europæisk kultur og væremåde. Islamisk ortodoksi går ikke ud på, at det er bedre at spise Shawarma end hakkebøf, og at pakistansk klædedragt er bedre end jeans, men derimod, at de ting i en kultur, der ikke strider imod islam (hvad enten denne kultur er dansk, pakistansk, afghansk eller noget fjerde) godtages, mens det, der strider imod islam, frasorteres.
Det er interessant at se, hvordan flere islamiske bevægelser i Europa netop har gjort brug af vestlig ungdomskultur for at nå ud til de unge. YMUK (young muslims UK) havde for et par år siden en stor plakatkampagne med logoet »scream 4 islam«, hvor plakaten var udformet som plakaterne til »Scream«-filmene, og Hizb ut Tahrir i UK havde for nogle år siden klistermærker med logoet »Khilafah - coming soon to a country near you« en omskrivning af et kendt slogan fra filmreklamer, »coming soon to a theatre near you«
Ovenstående eksempler viser, at det er naturligt, at selv troende muslimer påvirkes af det omkringliggende miljø. Hvad angår mig selv er jeg påvirket af både afghansk, dansk og engelsk kultur, og min opfattelse knytter sig derfor ikke voldsomt til en national identitet.
Hvis Euroislam er en »reformation fra A- Å« af Islam, er jeg ikke euromuslim, men den »verdslige« litteratur, jeg værdsætter, er næsten udelukkende europæiske/danske klassikere. Den mad, vi spiser i hjemmet, er en »hybrid«, min påklædning og smag med hensyn til underholdning er også i høj grad præget af Europa/Vesten, men reglerne for udfoldelsen af mit personlige liv er ikke ændret, fordi jeg bor i Europa og ikke i Afghanistan. Jeg er i høj grad europæer, og muslim af tro, ergo er jeg europæisk muslim pr. definition.
Mit håb for fremtiden er, at muslimerne i en tid med øget stigmatisering ikke vil hæve paraderne og blive indadvendte. Islam er kommet til Danmark for at blive, og hvad der angår resten af samfundet, angår derfor også muslimerne. Muslimerne i Danmark har meget at tilbyde Danmark og bør derfor have en synlig profil og forholde sig til det omkringliggende samfund.
Samfundet er plaget af en lang række problemer, og der har muslimer (sammen med andre religiøse) i Danmark meget at tilbyde resten af samfundet. De danske selvmordsprocenter og skilsmisseprocenter ligger i top, sædelighedsforbrydelser inklusive pædofili er stigende, og seksualiseringen af samfundet galoperer af sted. De materielle goder har ikke udfyldt det emotionelle og spirituelle vakuum, folk føler, idet materialisme og hedonisme kun opfylder menneskets instinkter til en vis grad.
Det danske samfund har endvidere brug for en sparringspartner i debatten omkring islam, en med en vis troværdighed i det muslimske samfund, idet enhver dialog ellers vil være nytteløs. Der har indtil nu ikke været nogen pan- etniske foreninger med et højt aktivitetsniveau, der således kunne »repræsentere« islam i Danmark over for det omkringliggende samfund. Muslimernes Landsorganisation er en lovende ny forening i kraftig vækst, hvis medlemmer strækker sig over alle etniske grupper, inklusive danske konvertitter, og som har en vis respekt i baglandet.
Man må håbe, at samfundet vil relatere til denne og lignende grupper frem for at insistere på at mødes med mennesker, der siger tingene, som samfundet synes, de bør være, og ikke som de er. Sidstnævnte gavner ingen, men gør Danmark en bjørnetjeneste.