Kristeligt Dagblad 10. oktober 2002

ISLAM: I de seneste par måneder har forfatteren Kåre Blutigen været i mediernes søgelys på grund af sin bog »Til gavn for de sorte« Desværre skuffer bogen fælt, og Kåre Blutigen afslører klart, at der ikke er mange huller i hans uvidenhed om Islam

Af Omar Shah

I slutningen af august bragte en lang række dagblade interviews med Kåre Bluitgen (KB) i forbindelse med hans bog »Til gavn for de sorte« samt anmeldelser af denne. Bogen er et opgør med, hvad han kalder den misforståede tolerance, og et forsøg på at vise hverdagen »som den er«.
Hans konklusioner er enkle: Islam er en middelalderlig religion, der nok kunne bruges i ørkenen for 2-300 år siden, men som bestemt er inkompatibel med dagens danske samfund. Muslimske kvinder er undertrykte stakler, og den islam, vi ser i dagens Danmark, skyldes tvang fra forældre, modersmålsundervisning og gale imamer. Bogen er i de senere uger flittigt blevet brugt som argument i debatten, først af Pia Kjærsgaard (DF) og senere af SFs tidligere næstformand, Christine Antorini
I dagens fremmedfjendske klima er det interessant, at KB ligefrem opfatter eliten som »værende for tolerant«, og han har da også udtalt, at mange vil se ham som skabs-fremmedfjendsk.
Hvorvidt han er skabs-xenofob skal jeg ikke kunne svare på, men skabs- islamofob er han bestemt ikke. Hans bog »Nye danskere« fra 1998 illustrerede i rigelig grad hans islamofobi og i en anmeldelse i bladet Folkeskolen (nr. 42) betegnes passager i bogen som forhånende og smagløse, men skulle dette ikke have overbevist den enkelte, lykkes det bestemt med »Til gavn for de sorte«.
KB’s argumenter bygger på en masse teorier og formodninger, men jeg må desværre tilstå, at man skal lede længe efter magen til simplificeringer og generaliseringer. Der er ingen tvivl om, at tvangsægteskaber er forkastelige og skadelige for integrationen. De tillader ikke den unge at få en kompatibel ægtefælle, og ægteskaber indgået mellem to herboende muslimer uanset etnisk oprindelse er langt at foretrække. Ikke desto mindre er familiesammenføringer en ret, og det er farligt at antage, at alle sager er tvang. Kvindelig omskæring er heller ikke noget, jeg billiger, men paradoksalt nok er begge disse handlinger baseret på kultur snarere end religion. Jeg mener ikke, at det er den danske stats pligt at give modersmålsundervisning, men der er en række danske politikere uenige, og man kan have sine holdninger for og imod.
Desværre bruger KB ovenstående eksempler til at underbygge påstanden om, at islam er et importeret fænomen specielt fastholdt af tvangsægteskaber og modersmålsundervisning. Hans argumentation bygger endvidere på ideen om forældrenes tvang og formodningen om, at de unge inderst inde helst vil vende islam og deres kultur ryggen for at påtage sig, hvad KB forstår ved danske værdier.
Enten har KB ikke fulgt en stor del af den udvikling, der er sket specielt i det sidste halve årti, eller også ignorerer han bevidst tendensen. Der er helt klart en nyreligiøsitet blandt unge muslimer, som ikke var synlig tidligere. Der er stor forskel på den selvsikkerhed, hvormed mange unge færdes i dag og for bare fem år siden. Generelt er mange af de unge mere afklarede, mindre splittede og ikke bange for at vise deres identitet.
Det er utroligt, at KB ikke har bemærket dette, da Nørrebro er det sted, fænomenet har været tydeligst. En stor del af den religiøsitet, der i dag udspiller sig blandt de unge, foregår ikke på grund af forældrene, men på trods af forældrene. En gruppe som Hizb-ut-Tahrir, der har været i mediernes søgelys, er et godt eksempel. Denne gruppe, som langt fra er populær blandt forældregenerationen, bruger dansk som kommunikationssprog. Disse unge »fundamentalister« lærer således ikke »fundamentalisme« på indvandrersprog, de har lært gennem modersmålsundervisning, men derimod på dansk.
Tørklædet (hijab) er et specifikt eksempel på »undertrykkelse«, som KB tager op, og som resten af hans argumentation bygger også dette på ideen om tvang. Man fristes til at spørge ham, om han nogensinde har forestillet sig, at nogen kunne finde på at begynde at gå med tørklæde af egen fri vilje? Har han haft medstuderende, som selv valgte at gå med hijab, velvidende at dette ville virke som en rød klud på islamofobiske og xenofobiske elementer i samfundet, og at det ville udsætte dem for forøget diskrimination og stigmatisering? Har han haft medstuderende, hvis forældre modsatte sig, at de iklædte sig hijab eller djelbab, af frygt for, at de ikke ville kunne finde en højtuddannet ægtemand, fordi denne formentligt ikke ville synes om den »gammeldags« påklædning? Eller piger, som blev modarbejdet af forældrene med begrundelsen, at de ikke ville kunne finde beskæftigelse efter endt uddannelse, hvis de klædte sig sådan?
Det lader ikke til det, for i KB’s verden er alle tvunget. En god ide for KB ville være at tage ned til moskeen på Dortheavej på en søndag og spørge de tilstedeværende om, hvor mange af dem, der er blevet tvunget i moskeen, eller til at klæde sig, som de gør. Eller KB kunne tage ned til moskeen på Heimdalsgade på en fredag eftermiddag og spørge de forsamlede unge, hvor mange af dem, der var blevet tvunget til at praktisere islam? Eller endnu bedre: Hvor mange af deres forældre, der overhovedet var glade for, at de klædte sig, som de gjorde?
Tvang forekommer desværre også sommetider, og jeg er er selv stødt på eksempler på piger, der blev tvunget til at gå med tørklæde, men at generalisere i den grad, som KB gør det, er uacceptabelt. Hans udsagn er en hån mod alle de muslimske unge (piger og drenge), der praktiserer deres religion ikke på grund af, men uafhængigt eller på trods af forældrene. For mange af dem, der bærer tørklæder eller djelbab, er det en daglig kamp både mod forældrene og samfundets fordomme.
Specielt disse piger fortjener ikke KB’s medynk. At følge sin overbevisning på trods af indædt modstand både fra familien og ignoranter i samfundet, der opfatter dem som mindre intelligente og undertrykte, er bestemt ikke et tegn på svaghed, men et tegn på styrke, mod og selvsikkerhed. I stedet for medynk fortjener disse individer den dybeste beundring og største respekt.
Hele KB’s tone overfor islam er yderst nedladende, som for eksempel et udsagn om, at reglerne passede godt til den arabiske ørken for 2-300 år siden. En mand af Bluitgens intelligens burde ikke komme med sådanne udsagn. Hvilken andel af muslimer verden over har tilknytning til den arabiske ørken?
Et af KB’s mest absurde udsagn må dog siges at være, at muslimer med vilje holder deres børn på et middelalderligt informationsniveau. KB giver herved det indtryk, at akademisk tilbageståenhed og islam går hånd i hånd. Dette er igen en grov generalisering og ignorerer det faktum, at nogle af de mest aktive eksponenter for islam blandt ungdommen i dag langt fra er akademisk underudviklede.
Udtalelsen om den arabiske ørken understreger perfekt KB’s overfladiske syn på Islam: Islam er en universel livsanskuelse og en verdensomspændende religion uafhængig af geografiske forhold. KB må indse, at islam ikke længere er et importeret fænomen, men også et dansk fænomen. Muslimske piger herfra, der får en »importeret« ægtemand, er i flere tilfælde mere muslimske i ordets sande forstand end ægtemanden, der måske nok er traditionel, men ikke specielt vidende om islam. Mange troende muslimer ønsker således hellere en herboende religiøs muslim end en traditionel muslim hjemmefra.
Religiøs overbevisning og etnicitet er to vidt forskellige ting, og hvis KB virkelig tror, at islams udfoldelse i DK står og falder med import af ægtefæller »hjemmefra« samt modersmålsundervisning, må jeg desværre sige, at han er naiv. Der findes »fundamentalister«, som er så etnisk danske, som man kan blive, ligesom der findes utallige mennesker fra muslimske lande, der ikke praktiserer islam overhovedet.
Det er sørgeligt, at en mand med Bluitgens intellekt kan generalisere i så voldsom en grad. Jeg forventer ikke, at han som udenforstående skal kunne skelne alle nuancerne mellem kultur og religion, men hans simplificeringer bidrager desværre ikke konstruktivt til debatten og beviser ikke rigtigt andet end hans eget snæversyn.