Information 31. oktober 2003

Af OMAR SHAH

Et legitimt had til staten Israel, israelske soldater og israelske bosættere har intet med antisemitisme at gøre, det er antizionisme

KOMMENTAR

Den såkaldte antisemitisme er et nyttigt begreb på mange måder. Begrebet bruges til at bortreflektere kritik af staten Israel og den zionistiske ideologi, og den er med til at holde den medlidenhed, der er så vital for den zionistiske bevægelse, i live. Den såkaldte antisemitisme har dog også en ulempe, som med Peter og ulven kan et råb som ‘ulven kommer‘ eller ‘antisemitisme‘ miste sin betydning, når man har hørt det tilpas mange gange, og derfor er det nok de færreste muslimer, der føler sig synderligt truffet, når de beskyldes for at have ‘antisemitiske‘ holdninger. Racisme og antisemitisme er forkert, men den jødiske lobby spreder bevidst en begrebsforvirring, hvor antizionisme kaldes antisemitisme.

At hade en jøde på grund af dennes religiøse overbevisning er helt og aldeles uacceptabelt. Dette kan betegnes som den såkaldte ‘antisemitisme‘, hvis man ser bort fra at arabere også er semitter.

Men et legitimt had til staten Israel, israelske soldater og israelske bosættere har intet med antisemitisme at gøre, det er antizionisme. At se ilde til en jødisk mand på grund af dennes kalot er ikke mindre usselt end at se ilde til en muslimske kvinde på grund af dennes hijab (tørklæde, red.), i begge tilfælde en overfladisk og emotionel handling.

Men at se ilde til en stat bygget på løgn, myter, bedrageri, tyveri og fejlplaceret medlidenhed efter Anden Verdenskrig og at se ilde til denne stats modbydelige mordere er en rationel handling baseret på en analyse af objektive sandheder og

fakta

Behandlet som dyr

Op igennem Europas historie har vi bevidnet mange pogromer, hvor jøder blev massakreret på grund af deres religion, lige fra middelalderen op til nazismen. I modsætning til dette står den behandling, jøderne fik under det muslimske khalifat. Vi behøver kun at se på de valg, spanske jøder traf efter 1492 for at sammenligne muslimernes historiske behandling af jøder med de kristnes.

Da jøderne havde valget imellem at leve hos ‘oplyste kristne‘ i Spanien eller ‘tilbagestående muslimer‘ i Nordafrika og den Osmanniske stat traf de et klart valg og flygtede i stor stil, i de islamiske stater var jødernes rettigheder fuldt ud beskyttede, mens de i Europa blev behandlet lavere end dyr.

Den radikalisering der er sket i vor tid, med hensyn til muslimers syn på jøder, kan direkte tilskrives zionisternes uhyrligheder, fordrivelsen af millioner fra deres hjem og massakrerne begået i Deir Yasin, Sabra, Shatilla, Jenin, og listen fortsætter.

Nederdrægtig slyngelstat

Jeg kan ikke tale for alle muslimer, men personligt har jeg respekt for de jøder, der ikke spiser svin, holder sig til kosherkød, holder Sabbat, og i det hele taget udviser principper og tro. Jeg bor i Golders Green, et kvarter i London med mange ortodokse jøder, hvor halvdelen af butikkerne er lukkede lørdag og hvor mange mennesker bevarer kalot og sorte hatte. Jeg har intet udestående med disse mennesker og fyldes ikke af had eller negative tanker hver gang en kalotbærende jøde går forbi. Ligesom danske piloters mord i Afghanistan ikke får mig til at hade enhver dansker, får zionistiske soldaters overgreb i Palæstina mig heller ikke til at hade enhver jøde.

Dette forhindrer mig dog ikke i at synes at Israel er den mest nederdrægtige slyngelstat, der findes.

Jeg vil indrømme at der blandt nogle arabere/muslimer findes sammensværgelsesteorier, der går en anelse for langt, disse spredes ofte af mennesker der ikke har den intellektuelle kapacitet til at forstå verdenspolitikkens mekanismer, men på den anden side skal der ikke sammensværgelsesteorier til for at drage konklusioner om den jødiske lobbys indflydelse på amerikansk politik eller på medieverdenen og den opinion, der dermed dannes. Samme opinion der propaganderer myten om den overdrevne antisemitisme.

Det er sørgeligt at et mindretal af personer traumatiseres i en grad, at de ikke længere kan skelne mellem had til uretfærdighed og had til individuelle personer, men for det store flertal af såkaldte ‘antisemitter‘, der ikke har begået andre forbrydelser end retmæssigt at tage afstand fra den zionistiske stat, skal der mere end et par overfladiske beskyldninger til for at skifte holdninger, uanset om disse holdninger opfattes som acceptable eller ej.