Kristeligt Dagblad 11. november 2003

TØRKLÆDER: Det er svært at se, hvad det egentlig er, de mange modstandere af tørklæder konkret klager over, bortset fra at islam er blevet synlig som religion i det dansk samfund

Af 0mar Shah

Symbol på undertrykkelse, bevidst provokation, udansk kvindesyn, symbol på manglende integration, ja, kært barn har som bekendt mange navne, og tørklædedebatten kører igen på fuld styrke.
Den livlige debat har opereret med størelser som »tørklædeproblematikken« og »problemets omfang« dog uden en klar definition på, hvad »problemet« egentligt består i. Om det er, fordi disse kvinder frivilligt lader sig »undertrykke«? Om det er, fordi tørklædet signalerer afstandtagen til demokratiet? Om det er, fordi det virker missionerende på eleverne? Skræmmer kunderne? Det er svært at se, hvad det egentlig er, islamofoberne konkret klager over bortset fra, at islam er synlig som religion i det dansk samfund.
Argumenter for forbud har der også været flere af, lige fra »ikke-religiøs dress-code« på arbejdspladsen, til danske værdier og integration. Mange af forbudsargumenterne kan ikke beskrives som andet end sure opstød, men det lader til, at i hvert fald en del af forbudsproponenterne har en teori om, at det på en eller anden måde vil gavne integrationen af muslimske kvinder at opstille forbud mod tørklædet, og at disse forbud indirekte vil lede til kvindernes frigørelse. Frihed og integration er jo i og for sig ønskværdigt, men vi står alligevel tilbage med de fundamentale spørgsmål om, hvad frihed og integration egentligt består i.
Frihed er et vidt begreb alt efter kulturel og religiøs baggrund, og jeg vil ikke gøre mig forhåbninger om kort at kunne give en omfattende definition her, men hvis vi i stedet fokuserer på integrationsaspektet af tørklædedebatten fremstår to dominerende synspunkter.
1. Det første synspunkt er, at succesfuld integration kort sagt er assimilation, hvor individet fortabes i majoritetskulturens malmstrøm. Alt andet vil åbenbart føre til en polarisering af samfundet og eller udvanding af danske værdier og er derfor uacceptabelt.
2. Det andet synspunkt er, at inte-gration først og fremmest er at få mennesker til at kunne fungere i samfundet, hvilket manifesteres i form af sprogkundskaber og aktiv deltagelse på arbejdsmarkedet.
Ikke overraskende har fortalere for det første synspunkt markeret sig kraftigt med en afstandtagen til tørklædet, og feminist-islamofober som Lone Nørgård, Helle Merete Brix, Jette Dali og flere har propaganderet for dette synspunkt. På den politiske scene repræsenteres dette synspunkt af Dansk Folkekparti, der f.eks. har kritiseret Bertel Haarder (V) for at fokusere for meget på beskæftigelse som et tegn på integration.
Det er ikke til at komme udenom, at Danmark med en aldrende befolkning og voksende forsørgerbyrde, hvor mennesker afhængige af overførselsindkomster (inklusive pensioner) vokser hurtigt, ikke har råd til at »spilde« nogen del af arbejdstyrken, og derfor må det vel formodes, at det er i Danmarks interesse, at indvandrerkvinder deltager på arbejdsmarkedet.
Et tørklædeforbud vil føre til, at tørklædebærende kvinder ikke vil søge job de pågældende steder. Islamofoberne håber tydeligvis, at flere kvinder vil smide tørklæderne, hvis blot der er tørklædeforbud. Jeg har ingen tvivl om, at kvinder, der opfordrer muslimer til at smide tørklæderne, selv ville være villige til at smide et stykke tøj eller to, hvis dette stod i vejen for et job, men pointen er, at tørklædet netop bæres af kvinder med en dybere livsanskuelse, og det er de færreste sådanne kvinder, der ville bytte tørklædet for en plads hos Kvicklys bager.
Jeg har svært ved at se rationalet for et tørklædeforbud i en butikskæde. En butik er en forretning, der tjener penge ved at servicere kunderne og bør derfor afspejle kundekredsens sammensætning. En ikke ubetydelig del af de danske storbyers befolkninger er muslimer, og en ikke ubetydelig andel af disse er tørklædebærende. Derfor ville det selv fra et 100 procent komercielt synspunkt give mening, hvis personalet afspejlede kunderne og derfor havde lov til at gå med tørklæde.
Et eksempel, islamofober ynder at bruge, er spørgsmålet om, hvorvidt en kvinde med miniskørt kunne få job hos en halalslagter, og svaret er selvfølgeligt nej. En person med et tatoveret hagekors ville heller ikke kunne få job hos en kosherslagter.
Mange muslimer vil nok være uenige her, men jeg synes, det er helt rimeligt, hvis Danmarks nationalsocialistiske bevægelse, Den danske Forening, Dansk Folkeparti eller andre ligesindede, ikke vil have kvinder med tørklæder i deres kantiner, da det ikke passer til deres medlemmers ideologiske profil.
Jeg mener ikke, at man helt kan fratage restaurationer, butikker, kontorer osv. retten til at stadfæste en dresscode, selv hvor dette i sidste ende vil diskriminere muslimer, så længe der er tale om eksklusive miljøer. Områder som detailhandlen og offentlige kontorer, der ikke er eksklusive, men åbne offentlige miljøer, bør dog afspejle den befolkning, de i sidste ende servicerer. Føtex er ikke en dansk kulturklub ansvarlig for opretholdelse af et xenofobisk livssyn, men derimod en forretning, der betjener kunder, som er villige til at betale for varerne.
Ud over detailhandelen har også pålædning i skolerne været omdiskuteret. Privatskoler skal have den fulde ret til at lave påklædningsregler for lærere. Hvis en dansk patriotisk friskole f.eks. vil kræve, at lærerne går med træsko, eller at de kvinderlige elever ikke må tildække navlen, skal de da have lov til det, men folkeskolen i multietniske områder servicerer en del af befolkningen, for hvem tørklædet er en reel del af dagligdagen.Og dette bør tages med i betragtning.
En fjerdedel af alle elever i København er tosprogede, og denne andel er stigende. Et tørklædeforbud i folkeskolen vil kun føre til øget polarisering, og det vil uden tvivl gøre folkeskolen endnu mindre populær blandt etniske minoriteter, end den er i dag. Et forbud vil være dråben for mange forældre, der overvejer, hvorvidt de skal sende deres børn i folkeskole eller friskole.
Hvorvidt dette er en acceptabel pris kommer an på folkeskolens målsætning. Er det en folkeskole, der betjener folket, eller en ateistisk missionskole? Det er et valg, folkeskolen må træffe og så tage konsekvenserne. Islamofobernes ønskescenarie, hvor alle muslimerne bliver i folkeskolen og bliver indoktrineret, er desværre ikke særlig realistisk.
Når min søn når skolealderen, og jeg har valget mellem at sende ham i folkeskole eller (islamisk) privatskole, vil jeg da som enhver anden forælder opveje fordele og ulemper. Og hvis min lokale folkeskole skulle vise sig at være en eksponent for direkte islamofobiske tendenser (f.eks. tørklædeforbud og ballade ved fritagelse for fællesvøm-ning), ville dette da klart styrke argumenterne for at sende ham i friskole. Jeg gik selv i en folkeskole, hvor lærerne ikke var overdrevent islamofobiske, og jeg ville ikke have noget imod at sende min søn i en tilsvarende skole.
Jeg erkender, at der er ulemper ved, at eleverne vokser op i rene muslimske skoler, idet de får færre muligheder for at lære at forholde sig til ikke-muslimer fra barnsben, men i sidste ende er der tale om et barns ve og vel, og det er ikke for sjov, at så mange indvandrerforældre fravælger folkeskolen.
Tørklædedebatten vil fortsætte, og jeg formoder, at forslagenes absurditet vil stige proportionelt med islamofobernes desperation i takt med, at flere indvandrere såvel som »hvide« danskere begynder at gå med tørklæde.
Arrogancen, hvormed forbudsforslagene fremsættes, hænger klart sammen med definitionen på danskhed og synet på islam som et fremmedelement og en indvandrerreligion. Men hvis man skal tro medierne, bliver der hverken færre muslimer eller færre troende muslimer i fremtidens Danmark.

Der er mange konflikter rundt omkring i verden idag der paa den ene eller den anden maade involverer muslimer. Mange af disse er vi bevidste om , men der er ogsaa flere vi ikke til dagligt gaar rundt og taenker paa.

Nedenstaaende artikel beskriver en af de laengste uafbrudte konflikter i Islams historie, nemlig Moroerne kamp for frihed i Filipinerne.

Moroerne , de filipinske muslimer

Omar Sayyid Shah
November 2003/ Shaban 1424

Den muslimske ummahs historie er fuld af inspirerende eksempler på heroisk kamp og personlige ofre i kampen for retfærdighed og friheden fra tyranni og undertrykkelse, lige fra de første slag imod qur’aish til kampene imod perserne og byzantinerne, korstogene, de nordafrikanske uafhængighedskrige og de sidste årtiers folkemord på muslimer i Kaukasus og på Balkan. Af disse ligger nogle dybt forankret i vores bevidsthed, som en del af vor identitet indprentet gennem hele vores opvækst, mens vi i bedste fald har et overfladisk kendskab til andre.

Mange muslimers øjne er i dag fast fokuserede på den over 50 år lange palæstinensiske kamp mod den zionistiske undrtrykkelse. I flere hundrede år nød palæstinenserne (som de andre arabere, tyrkere, kurdere, albanere, bosniere osv, muslimer såvel som kristne ) godt af det osmanniske khilafahs beskyttelse, en beskyttelse som er udødeliggjort i muslimernes hjerter med Sultan Abdel Hamid den andens udsagn, om at Palæstina tilhørte ummahen og ville forblive i muslimske hænder, så længe khilafahet bestod, men med khilafahets gradvise svækkelse og endelige fald i 1924, var palæstinenserne overladt til deres egen skæbne, en skæbne hvis resultat vi bevidner i dag.

Der findes dog et andet sted i ummahen, hvor muslimerne har været udsat for en meget lignende situation. Et sted hvor muslimerne har kæmpet i over 400 år uden nogensinde at have haft andre end sig selv og deres eeman og tawakkul til at beskytte sig. Hvor Palæstina ligger i hjertet af ummahen, er dette et af ummahens østligste punkter. Landet er i dag kendt som det Sydlige Filippinerne.

Filipinerne kan groft opdeles i 3 dele, den nordlige ø Luzon hvor hovedstaden Manila ligger, de mellemliggende øer kollektivt kendt som Visays, og endeligt den store sydlige ø, Mindanao med de omkringliggende Sulu øer. Det er på Mindanao og Sulu øerne, vi finder de filipinske muslimer, selv om også Manila idag har en relativt stor befolkning af muslimske tilflyttere. De muslimske filipinere er ikke en’ etnisk gruppe, men taler 13 forskellige sprog, hvoraf maranao er det største.

Når vi i dag hører om Abu Sayaf, bomber og gidseltagninger, vidner det om den desperate situation, landets muslimer befinder sig i, men ikke om deres utrættelige bestræbelser. Når vi i dag hører at muslimerne udgør mellem 4 og 6 millioner ud af 60 millioner mennesker i landet, er det svært at forestille sig, at en tredjedel del af landet så sent som for 100 år siden var muslimsk.

Islams ankomst

Islam kom til Filippinerne fra det nuværende Indonesien i det 14. århundrede med den muslimske “missionær” ”Makdum”, der efter sigende var en arabisk handelsmand. Makdum ankom i 1380 til Sulu øerne, og 20 år efter fulgte rajah Baguinda fra det nuværende Indonesien, manden som tilskrives den komplette konvertering af Sulu øerne. Han blev efterfulgt af Shareef Kabungsawan, en anden legendarisk muslim (også af indonesisk oprindelse) som siges at have konverteret det meste af Mindanao til Islam. Således ankom islam til Filippinerne relativt sent og al-adhaan lød ud over øerne kun omkring 150 år før de kristne spanieres ankomst. De muslimer, Filippinerne gennem tiden kom i kontakt med var således en blanding af arabiske, indiske og malaj (indonesiske) handlende.

I 1450 ankom en arabisk muslim ved navn Abu Bakr, som senere blev den første sultan af Sulu efter at have giftet sig med Rajah Baguinda’s datter. De fleste senere moro sultaner nedstammer fra ham. Sultanerne var de øverste autoriteter på Mindanao og Sulu, mens mindre lokale høvdinge blev kaldt Datuer. På trods af at moro sultanerne gennem historien aldrig var i fysisk kontakt med det osmanniske khilafah, gav de senere moro sultaner stadig symbolsk bayah til det og anerkendte dets autoritet.

Den amerikanske General Vic Hurley skriver i sin bog ”Swish of the Kris” fra 1936 følgende om islams ankomst på Filipinerne:
“The early Mohammedan missionaries were a sturdy lot. They came into raw countries without ships or armies or governments to back them. They must be numbered among the most sincere disciples that any religious faith has produced. They sought nothing but the privilege of converting the unbeliever. Gold they wanted not. Trade routes were not the object of their search. They came alone into the heart of one of the most savage countries on the globe, buoyed high by a faith which protected them well.
They had all the fanaticism of the Spanish priests without the accompanying greed for gold. They were the most purely altruistic preachers in the world. Their utter sincerity inspired the confidence of their savage hosts. The priests of Mohammed were among the most potent spreaders of civilization in the history of man. Their religion did not tear down and strip and destroy as that of the early Christians. The priests of Mohammed brought culture and writing and the arts, and they added these things to the culture they found in their new lands. They were not destroyers, but were satisfied to improve the old culture.
And so to the island of Simunul came the missionary Makdum in 1380, to land unarmed and unafraid in the group of brown krismen who came down the strip of white beach to meet him. The Moros were puzzled and in awe of this man who came unannounced among them, asking nothing but the privilege of being heard. The iron of the Koran had arrived to fortify the souls of the Moros.”
Mørket over Al-andalus

I 1521 fortæller historien for første gang om et slag mellem muslimer og kristne. Det er da spanske kilder beretter om Barbosas død i Mindanao sammen med 35 spanske soldater. Spanierne foretog i de næste år utallige små udforskende ekspeditioner til Filippinerne men undgik direkte konfrontationer med muslimerne. Samme år som opdageren Magellan også blev dræbt af hedenske filipinere på øen Mactan og, Hernan Cortez underlagde sig Aztekerne.

Spanierne kaldte muslimerne for moroer (maurere) opkaldt efter de muslimske spaniere, de havde besejret og endeligt fordrevet fra Al-Andalus, da civilisationens lys blev slukket i 1492 og mørket sænkede sig over Spanien. Spaniens såkaldte oplyste og moderate muslimer var af den spanske inkvisition blevet takket fyrsteligt for deres oplysthed i form af massakrer og tvangskonverteringer og efter disse sejre og den store succes i Sydamerika, havde spanierne store forhåbninger til en hurtig sejr over disse stammefolk, der i sammenligning med aztekerne og inkaerne ikke blev betragtet som andet end en flok primitive vilde.

Tidligere blev betegnelsen moro opfattet negativt af muslimske filippinere. De kalder dog sig selv for Bangsa-Moro (Moro folket) i dag, ligesom de prominente oprørsgrupper MILF og MNLF også indeholder ordet moro i deres navn.

1492 er årstallet vi alle husker, året hvor den forræderiske Bou-Abdil endeligt måtte drage i eksil og Granada faldt, men dette var blot kulminationen på flere århundreders degradering og afstandtagen fra islam. Efter at Al-Murabitun ( den ”oprindelige”nordafrikanske gruppe), Allahs nådige gave til de spanske muslimer mistede magten i Spanien opstod taifa kongedømmerne, et uovertruffent symbol på den degeneration muslimerne oplevede. Hvor Al-Murabitun (der i Europa mest opfattes som ucivilicerede ”hårde” berbiske ryttere), havde håndhævet Allahs ahkaam og havde erklæret jihad imod oprørske muslimer, var Taifa kongedømmerne (de splittede muslimske ministater) , derimod et af de bedste eksempler på, hvor langt man kan komme fra Allah subhana wa taalas befalinger. Disse nåede nye højder i dekadence og fasad, fisq, bid’a og kufr florerede åbenlyst. Disse kongedømmer bekrigede hinanden men veg ikke af vejen for at indgå alliancer med kristne for at besejre deres muslimske fjender, meget lig den situation vi oplever idag. Man kan sige at disse ”muslimer” i sandhed opførte sig mere som europæere end som muslimer, og det er derfor ikke noget under at disse i Vesten idag fremstilles som pragteksempler på gode oplyste muslimer. Disse Euromuslimer, vendte ryggen til Allah, og som resultat ophørte kaldet til salah med at høres udover Spaniens bjerge og sletter.

De første moro shuhadaa

Den episode der normalt kendetegner begyndelsen på uafbrudt muslimsk kamp for retfærdighed i Filipinerne og de første legendariske muslimske shuhadaa fandt dog sted omkring et halvt århundrede senere (efter Barbosas død) i 1571 ved det nuværende Manila.

Den 21 November 1564 var Miguel Lopes de Legaspi sejlet fra Navida med omkring 400 mænd for at kolonisere Filipinerne i Spaniens navn, og I 1565 erobrede han byen Cebu, i Visayas, den første spanske besiddelse på Filipinerne. De næste 5 år konsoliderede han det spanske herredømme i Visayas regionen, med konverteringer af cebuanske hedninge og i 1571 var tiden kommet til at vende blikket mod øen Luzon, Filipinernes største ø. På Luzon var der ikke nogen stærk magt som sådan, men en muslimsk beboelse ved Manila-bugten var en torn i øjet på Legaspis planer om en total dominans af øen. Maynilad også kendt som Lusong var en muslimsk forpost og en lille handels/missions station i det ellers animistiske Nordlige Filippinerne, oprindeligt grundlagt af Rajah Nicoy.

I 1571 ankom spanske skibe således til bugten under ledelse af Legaspis løjtnant, Martin de Goiti. Spanierne angreb forposten bemandet af Rajah Sulayman (en prominent muslimsk fyrste) og hans omtrent 800 mand. Da muslimerne ikke kunne stille noget op over for spaniernes kanoner brændte de forposten af, for at den ikke skulle falde i spaniernes hænder og foretog derefter et taktisk tilbagetog op i de omkringliggende bakker. Forposten lå isoleret mange hundrede kilometer nord for muslimernes hjerteland i Mindanao (syden), og det var umuligt for Rajah Sulayman at tilkalde forstærkninger, så godt som alle muslimerne var dog undsluppet i god behold og kunne have begivet sig sydpå, hjem til Mindanao med bøjede hoveder.

Den nat traf Rajah Sulayman og hans mænd dog et valg der kom til at karakterisere selve moroens psyke og dens store kontrast med spaniernes. De muslimske mænd barberede deres hoveder, trimmede overskæggene og klippede deres negle (moro tradition før krig), de to sidstnævnte i overensstemmelse med tegnene på fitra og iklædte sig hvide klæder (hvor muligt), selve symbolet på at de så frem til døden, og hvad der ventede dem.

Tidligt næste morgen angreb muslimerne spanierne, der var gået i land, og på trods af deres store teknologiske underlegenhed kæmpede de modigt til sidste mand i stedet for at flygte sydpå. Moroernes kris’er (bølget moro stålkniv) mødte spaniernes musketter og toledosværd. Selvom udfaldet var givet på forhånd, og muslimerne godt var klare over dette, viste de for første gang i den filippinske historie, hvad der ville blive vist igen og igen gennem de næste 400 år, at de som Imam Hussein i sin tid foretrak martyriet frem for flugten, at Haq var Haq, hvad enten dette havde døden til følge, og de viste spanierne, at arbejdet fra Al-Andalus langt fra var slut. Efter at have påført spanierne svære tab, blev Rajah Sulayman og hans mænd således de første legendariske shuhadaa i en uafbrudt række, hvis blod siden har gødet den filippinske jord.
Dette slag bremsede islams udvikling i den nordlige del af landet. Muslimerne forskansede sig i deres sydlige hjerteland, mens spanierne begyndte at underlægge sig de animistiske stammer, der viste sig at være noget mere føjelige end deres muslimske fætre. Kun 3 år senere i 1574 angreb 8000 muslimer dog igen Manila, som var tæt på at falde. Efter et blodigt slag lykkedes det dog spanierne at forsvare deres nu velbefæstede hovedstad Manila, og det muslimske angreb blev slået tilbage.

Det tog de kristne spaniere ialt 11 år at bemægtige sig øn Luzon og regionen kendt som Visayas (tilsammen de nordlige totredjedele af Filippinerne) og tvangskonvertere hele befolkningen til katolicismen, mens de i 377 år ikke kunne underligge sig den sydlige tredjedel, hvor befolkningens hjerter var styrket med tawheed. De sydlige filippinere adskilte sig racemæssigt eller teknologisk ikke fra deres nordlige fætre, den eneste forskel var deres urokkelige eemaan, som styrkede deres sind og ledte deres handlinger.

Hvor de underkuede tvangsdøbte kristne i nord sled som dyr for at betale skatter til de spanske herrer og hoffet i Madrid , betalte spanierne gennem mange år jiziyah til muslimske “pirater”, der hærgede så langt nordpå som Manila og gjorde livet uudholdeligt for den spanske flåde. Moroerne mestrede navigation i deres små hurtige fartøjer, og man kan sige, der var en direkte sammenhæng mellem de hurtigere dampskibes introduktion og nedgangen i moroernes krigslykke i det tyvende århundrede.

Conquistadores og jesuitter
I årene fra 1571 til 1600 foretog spanierne optimistiske efter sejren i nord en række mislykkede angreb på Mindanao og Jolo, men en efter en blev de spanske ekspeditioner massakreret. Den spanske optismisme der havde præget de første pa år blev langsomt erstattet af en erkendelse af, at de ”primitive vilde” moroer ikke var så lette at underkue som deres nordlige slægtninge. Der var dog stadig mange eventyrlystne spaniere, der ønskede at ”rense” Filipinerne efter andalusisk forbillede, og mange dumdristige sjæle tog til Filipinerne i jagten på hæder og og bytte. I 1596 tilbød den spanske ”eventyrer”, Adelantado Esteban Rodriguez de Figueroa således, guvernøren i Manila at underlægge sig Mindanao på 3 år, imod at få lov til at plyndre øen i 10 år. Guvernøren accepterede tilbuddet, og et par måneder senere stod den selvsikre Figueroa, på stranden ved Cotobato i det nordlige Mindanao, med 3 jesuitpræster og et par hundrede soldater. Figueroa så sig selv som en stor taler og opildnede sine soldater ved at proklamere:
“Felipes soldater, vi står på Spaniens nyeste muld, at underlægge os disse skove, og rense dem fra de hedenske muslimers snavs er vores mål. De skal underkaste sig som vasaler eller konvertitter, eller smage de spanske klinger. Fremad mod vores pligt for konge og rige.”
Mindre end 6 timer senere lå Figuera og de fleste af hans mænd døde på stranden som så mange før ham, og mange flere efter ham.

Flere angreb på Mindanao og Sulu fulgte med destruktioner af moskeer, mord og voldtægter til følge, men spanierne var ude af stand til at holde deres besiddelser og måtte gang på gang trække sig tilbage. I år 1600 besluttede Panglima Abduallah, en betydningsfuld Moro-høvding, at det var for meget og samlede 8000 krigere til et angreb på den spansk-kontrollerede by Ilo-Ilo, i den sydlige del af visayas. Byen blev udslettet, og dette satte en stopper for spaniernes eventyrlyst de næste par årtier.

” The Moro was the first foeman of the conquistador who understood equally well the fundamental Spanish principles of treachery and lust for loot. He was not to be misled by honeyed words of the Spaniards. His conquest had to be sought sternly at the point of the Toledo blade and the Spaniards proved unequal to the task”

I de næste årtier led spanierne en række nederlag, og det var ikke før 1635, at spanierne gjorde en betydningsfuld erobring. I 1635 lykkedes det spanierne under Juan de Chavez, at grundlægge Fort Pillar, hvor det nuværende Zamboange ligger. Det blev en vigtig forpost for spanierne, liggende ved Mindanaos nordligste punkt, det tog 1300 soldater, som led svære tab, da moroerne flere gange angreb forposten, men det lykkedes spanierne at konstruere fortet, som det aldrig lykkedes moroerne at tage med magt. Fortet blev dog forladt I 1663, og efterfølgende destrueret af moroerne, men senere generobret og genopbygget.

En vigtigere begivenhed samme år var dog en ny generalguvernørs ankomst fra Spanien, nemlig Don Sebastian Hurtado de Corcuera. Corcuera var den nok mest succesrige kriger, spanierne har haft i Filipinerne, og desuden en fanatisk kristen. I 1637 proklamerede han således et korstog imod muslimerne og indledte en række kampagner. I Januar 1638 angreb han Jolo, moroernes hovedstad med 80 krigsskibe og over 2000 soldater. Efter flere måneders konstante bombardementer og belejring, lykkedes det ham at erobre byen efter hårde kampe med svære spanske tab. Til sammenligning skal det siges, at Hernan Cortez erobrede aztekernes hovedstad, Tenochticlan en af datidens prægtigste byer med en styrke på mindre end 150 soldater.

Den katolske kirke og specielt jesuitterne spillede en stor rolle både i den spanske administration af filipinerne og i kampen mod islam. Opildnet af deres succes med hensyn til at udviske civilisationen i Spanien, var de fanatiske i dere iver efter at nedslagte eller tvangskonvertere moroerne. Jesuitpræsterne må siges at være nogen af de mest fanatiske korsfarere nogensinde, og flere præster ledte bogstaveligt talt slag mod muslimerne med toledosværdet i højre hånd og korset i venstre. En af de få positive ting der kan siges om dem er, at de i modsætning til de fleste andre korsfarere var modige og frygtløse på højde med de muslimske mujahedeen. Mindre positivt må det erkendes, at Jesuitterne orkestrerede nogle af de værste forbrydelser imod moroerne, og altid var i forreste række, når det galdt plyndring mord og voldtægt i Spanien og kirkens navn.
De næste 7 år gik der ikke en dag uden angreb på Jolo, og spanierne kunne ikke bevæge sig uden for selve byen. En lang række af forstærkninger sendt fra Manila bidrog til gravene på Jolos spanske kirkegård, og i 1645 blev Jolo endeligt generobret af moro mujahedeen. Det tog næsten 100 år før det igen lykkedes spanierne at erobre Jolo. 1 1646 blev situationen så uudholdelig for spanierne, at de forhandlede en fredsaftale med moroerne. Denne holdt dog ikke engang et år på grund af spansk svig. I perioden 1650-1700 led spanierne det ene nederlag efter det andet, og blev endda tvunget til at forlade Fort Pillar i Zamboanga, deres vigtigtste fæstning i syden.

Havde det ikke været for fitna, som brød ud i 1701 mellem Sultanerne af Mindanao og Sulu, der brød moro-enheden, kunne et angreb på Manila i den periode vel have betydet spaniernes endeligt. Det er værd at bemærke, at selv hvor moroerne faldt i indbyrdes kampe, tog de aldrig spanierne som awliya og beskyttere imod andre muslimer. Det er en af de vigtigste grunde til, at de undgik den skæbne, som overgik deres brødre i Al-andalus. De forstod fuldt ud, hvad det rette forhold til de kristne spaniere burde være, og undgik således udryddelse og tvangsdåb.

I 1718 lykkedes det spanierne at generobre zamboange fra den svækkede sultan af Mindanao og genopføre Fort Pillar, der var blevet destrueret efter tilbagetoget i 1663. I de kommende to år var Fort Pillar under konstant belejring, og moroerne angreb det flere gange, men spaniernes kanoner sikrede dog fæstningen, og den forblev i spanske hænder. Krigen var dog ikke en billig affære for spanierne. I 1738 kostede det således Spanien over 25,000 Mexicanske $ at opretholde fæstningen i Zamboanga, uden at kunne opdrive en øre i skat fra muslimerne. Mens Mexico og Peru var bukket under i vest og Californien godt på vej, var Mindanao og Sulu mere eller mindre som Magellan havde fundet dem, og hvor de aztekiske præster forlængst var blevet tvangsdøbt, og indianerne led under kritsnedommens åg, kaldte sulu og mindanaos imamer stadig til Allah. Moro-mujahedeen med kris i hånd kontrollerede stadig deres hjem.

Erobringen af Jolo

Op igennem det 18. århundre fortsatte krigen med uformindsket styrke, og mange spaniere endte deres dage på Mindanao og Sulu. Jolo, hovedstaden og et symbol på moro-magt blev angrebet gentagne gange, blandt andet af Roxas i 1721 og Garcia i 1722. Begge led dog svære tab og måtte trække sig tilbage. I 1751 angreb 1900 spanske soldater Jolo, efter at have indikeret overfor moroerne, at de ønskede at forhandle. Moroerne sendte dengang en delegation for at møde dem, men denne blev dog på en bedragerisk måde massakreret af spanierne. Selv ikke kneb som disse hjalp dog spanierne, som måtte traekke sig tilbage efter at have lidt svære tab ved en storm på byen. Flere angreb fulgte i 1755, 1781, 1850 og 1851, alle med samme udfald, spansk nederlag og ydmygelse.

I 1876 lykkedes det endeligt for spanierne at erobre Jolo, moroernes hovedstad efter flere måneders beskydning fra dampkanonbåde og efter at have angrebet dem med 9000 soldater, og den forblev officielt i spanske hænder indtil 1898. Som andre erobringer var det en erobring, hvor spanierne sad inden for murerne, og moroerne gik rundt uden for. Kaptajn Cavara, Jolos spanske guvernoer forsøgte ved flere lejligheder at sende ekspeditioner ud på resten af øen, men efter 2 ekspeditioner der blev massakreret, opgav spanierne denne taktik og holdt sig inden for murene. Moroerne omlagde deres taktik, og de næste 20 årtier blev Jolo næsten daligt udsat for angreb fra ”juramentados”, det spanske ord for ”selvmordsoldater”. Juramentado taktikken gik ud på, at en enlig moro listede sig inden for murene og derefter huggede og skar omkring sig indtil han blev shaheed. Juramentado angrebene foregik med en sådan hyppighed og intensitet, at Jolo blev en garrision, som spanske soldater blev sendt til som straf for forseeelser andre steder. I årene fra 1890 til 1898 blev over 300 spanske soldater dræbt i juramentado angreb i Jolo.

Moro-modstanden var en stor skamplet på det spanske imperium, og den 24 september udstedte det spanske hof et latterligt dekret, der understregede graden af ydmygelse, de muslimske mujahedeen havde påfoert dem. Til morosultanernes store morskab blev de ”officielt” fritaget fra at betale skat til det spanske hof, dette på trods af, at moroerne aldrig på noget tidspunkt havde betalt skat til spanierne. Officielt at fritage muslimerne fra at betale skatter var mindre ydmygende end at erkende, at det ikke var muligt at opkræve disse med magt. I kontrast til dette havde spanierne i større perioder været tvunget til at betale ”løn” til sultanen af Sulu for at ”holde pirater væk fra de spansk-kontrollerede byer”. Den sidste større spanske ekspedition imod moroerne fandt sted i Februar 1898, hvor General Buille angreb moroerne ved Cotobato paa Mindanaos nordkyst. På dette tidspunkt vidste hverken spanierne eller moroerne, at de spanske korsfarere snart ville blive afløst.

Amerikanernes ankomst

I slutningen af det 19 århundrede havde Spanien mistet meget af sin tidligere stormagtsglans, mens en anden statsmagt hurtigt voksede i horisonten. I April 1898 brød den spansk- amerikanske krig ud, og allerede den 10 December 1898 så Spanien efter at være blevet besejret sig nødsaget til at underskrive en fredsaftale, der blandt andet indebar, at de afstod Filipinerne til amerikanerne. På det tidspunkt havde spanierne som sagt endnu ikke formået at erobre og holde andet end Zamboanga på Mindanaos nordkyst, og Jolo i kortere perioder, og selv her var der tale om en besættelse, hvor spanierne dårligt nok kunne bevæge sig uden for byernes mure om dagen og da slet ikke om natten. I de mellemliggende 377 år havde spaniernes utallige militære ekspeditioner resulteret ydmygelse efter ydmygelse, få successer med magert bytte og en uendelig række af spanske døde. Den anarkistiske samfundsorden var moroenes styrke i kampen mod spanierne, og en stor fordel i forhold til de mere ”civiliserede” muslimer i det nuværende Indonesien, der blev erobret af portugiserne. At dræbe eller tilfangetage en moroleder betød intet for modstanden. Enhver moro så det som en personlig pligt at rense landet for fremmed besættelse, uanset hvad lederne sagde eller gjorde, eller om de levede eller døde.

Efter den amerikanske overtagelse fortsatte moroerne deres utrættelige kamp mod den nye besættelsesmagt, der til at begynde med heller ikke havde meget større held end spanierne. Specielt slagene ved Bud Dajo in 1906 og 1911, og slaget ved Bud Basak i 1913 er legendariske og vidner igen om moroernes mod og længsel efter martyrdøden. Ved det første slag ved Bud Dajo maj 1906 stormede 800 amerikanske soldater med Gatling Rifler og feltartelleri omkring 1000 forskansede, moroer der ikke havde et eneste skydevåben. På trods af dette varede slaget 3 dage, og ikke en eneste moro blev taget i live. Omkring 100 amerikanere omkom i denne ulige kamp, og det berettes, at de sidste 6 overlevende moroer sprang sig selv i luften med granater lavet af muslingeskaller fyldt med sort krudt og tog dermed utallige amerikanere med sig i døden. Amerikaneren Vic Hurley skriver i sin bog “Swish of the Kris”, at de fleste af de døde moroer var døde af sår fra artellerigranater snarere end riffelskud, et bevis på at amerikanerne også dengang manglede mod og benyttede sig af samme kujonagtige taktik, de senere blandt andet har brugt i Afghanistan. Det andet slag ved Bud Dajo varede i 5 dage, men tabstallene på begge sider er ukendte. Slaget ved Bud Basak varede 6 dage og resulterede i 500 shuhadaa, og svære amerikanske tab, igen blev ikke en eneste moro taget i live. Dette slag var det sidste større slag hvor flere hundrede muslimer kæmpede.

Til sidst opnåede amerikanerne ved bestikkelse og list dog, hvad de ikke havde kunnet opnå med våben i hånd. I modsætning til spanierne udviste amerikanerne en grad af “respekt” overfor islam, muslimske symboler og islamiske bygninger og forsøgte ikke at konvertere muslimerne. Derfor blev de muslimske ledere mere modtagelige overfor amerikanske bestikkelsesforsøg og ”fredsforslag”. Den 22 Marts 1915 underskrev sultanen af Sulu en fredsaftale med amerikanerne, hvor han anderkendte deres autoritet og de i modsætning anderkendte ham som øverste religiøse autoritet og garanterede muslimerne absolut religiøes udfoldelse. En sådan traktat havde været utænkelig under spanierne, og her viste amerikanerne deres overlegne politiske formåen; ved at fokusere på reel politisk magt og undgå unødige provokationer imod islam.

Selvom den organiserede modstand ophørte, fortsatte den på det personlige plan, og angreb på amerikanerne fortsatte indtil Anden Verdenskrig. Selv da japanerne underlagde sig hele Sydøstasien under Anden Verdenskrig forsvarede muslimerne i Mindanao sig bravt, og det lykkedes aldrig japanerne at kontrollere Mindanao.

Den filipinske stat
Efter det Japanske nederlag i Anden Verdenskrig blev Filippinerne i 1946 endeligt officielt uafhængigt af USA, (den officielle filippinske uafhængighed fejres pudsigt nok efter 1898 hvor amerikanerne overtog landet fra spanierne) . Under amerikansk administration havde Mindanao og Sulu øerne udgjort en administrativ enhed kaldt Moroland, en bekræftelse af at amerikanerne opfattede disse mennesker som anderledes end resten af Filippinerne. Årene efter den filippinske uafhængighed blev katastrofale for muslimerne. Regeringen beslaglagde (i stil med zionisterne i Palæstina) muslimsk land i store mængder, og fattige jordløse kristne bosættere blev pumpet ind nordfra. Den officielle undskyldning var, at muslimerne ikke havde registreret deres land, og at jorden derfor tilhørte staten. Denne politik ledte til mange overgreb på muslimerne, der til en hvis grad var blevet afvæbnet som led i forskellige fredsaftaler indgået med amerikanerne. En modbydelig bevægelse kendt som Ilaga bevægelsen (rotte bevægelsen) udførte mange overgreb mod muslimerne, inklusive mord, voldtægter, kidnapning, og andre uhyrligheder.
Som en illustration på bosættelsespolitikkens effektivitet i at svække muslimerne kan nævnes, at Mindanaos befolkning i 1898 var 98% muslimsk, mens den i dag kun er 40% muslimsk. Multinationale amerikanske administrerede konglomerater spillede også en stor del i fravristelsen af muslimsk land. Store frugtproducenter overtog for eksempel store mængder land, hvorfra muslimerne var blevet fordrevet. Muslimerne havde forsvaret sig bravt gennem århundreder, men havde betalt prisen i form af lav socioøkonomisk udvikling. De var nu ikke blot en minoritet men også den fattigste minoritet i deres eget land.
MNLF og MILF
Overgrebene vedblev og førte i sidste ende til, at muslimerne organiserede sig i forskellige grupper for at forsvare sig selv. Siden starten af 60’erne havde filipinske muslimer, der studerede i udlandet (primært Cairo) forsøgt at danne en samlet front, men det var først i halvfjerdserne, at grupperne egentligt tog form. Den vigtigste af disse blev MNLF (Moro National Liberation Front), som blev oprettet i starten af halvfjerdserne af Abdul Khayr Alonto, Jalladuddin Santos og Nur Misuari (den senere leder). Gruppens formål var oprindeligt at fungere som paraply organistaion for en samling af forskellige islamiske, nationalistiske og regionalistiske grupper (Moroerne udgør ikke EN men hele 13 etniske grupper med forskellige sprog), men enheden var kortvarig, og et år efter oprettelsen var den primært domineret af islamiske og til en hvis grad nationalistiske elementer. Fra 1972 til 1976 førte MNLF an i de ofte meget voldsomme kampe mod de filipinske korsfarere. Gruppen blev blandt andet støttet aktivt af Libyen, indtil Imelda Marcos ved ”3 dages forhandlinger i Kadaffis telt” overtalte ham til at opgive støtten. Dette bevirkede, at MNLF i 1976 så sig nødsaget til at underskrive den såkaldte Tripoli-aftale, hvor muslimerne blev lovet autonomi i 13 sydlige provinser inden for rammerne af den filipinske stat. Disse løfter materialiserede sig dog aldrig.
MILF (Moro Islamic Liberation Front)blev oprettet af Salamat Hashim i 1977, da denne brød med MNLF og Nur Misuari på grund af dennes alt for sekulære vinkel. Mange af MNLF’s kommandanter havde længe set det som et problem, at MNLF bortset fra Jihad imod korsfarerne ikke havde et egentligt islamisk program, og fremsatte et forslag om at Nur Misuari gik af og blev erstattet med Salamat Hashim. Nur Misuari svarede igen med at fyre en række islamister fra ledende poster i MNLF, hvilket førte til bruddet. Indtil 1982 var MILF også kendt som MNLF, og de to faktioner var således kendt som Misuari- og Hashim-faktionerne. I 1982 skiftede Hashims faktion dog navn for bedre at reflektere deres islamiske snarere end nationalistiske ideologi. Salamat Hashim har tidligere udtalt, at hans vision er at oprette et wilayah, der er klar til at tilslutte sig khilafah, den dag det bliver oprettet. MNLF underskrev en fredsaftale med regeringen i September 1996, der minder meget om den aftale om ”selvstyre” Arafat lavede med zionisterne, og Nur Misuari og hans kumpaner blev beskyldt for at have solgt ud for personlig vindings skyld. MILF fortsatte modstanden, men er for tiden i fredsforhandlinger med regeringen, selv om kampe sporadisk bryder ud med mellemrum.
Abu Sayaf
Abu Sayaf er en gruppe, der har fået meget prominens de sidste par år med gidseltagninger og andre aktiviteter, hvis islamiske legitimitet kan diskuteres, men den er dog den mindste af oprørsgrupperne, og et direkte resultat af den frustration muslimerne oplever. Dens begyndelse kan spores tilbage til1987 og daværende forhandlinger,mellem Nur Misuari og den filipinske regering. 2 Tidligere MNLF-medlemmer fra Basilan øen, Ustadz Wahab Akbar og Ustadz Abu Bakar Abdurajak Janjalani grundlagde en bevægelse ved navn Al-Harakat ul-Islamiya. Akbar havde studeret i Egypten, mens Janjalani havde deltaget i den afghanske jihad under Professor Abdul Rasul Sayyaf tidligere mujahedeen komandør (og desværre senere oprører imod det islamiske emirat). Et par hundrede filipinske muslimer havde deltaget i denne Jihad. I 1989 trak de russiske soldater sig endeligt ydmyget ud af Afghanistan efter at være blevet besejret af en militært underlegen fjende, endnu engang var det blev bevist i historien, at en militært svagere styrke hvis hjerter var styrket med eeman og tawakkul på Allah kunne bekæmpe og besejre en langt bedre udrustet fjende. Prisen de afghanske mujahedeen havde betalt var dog 2 millioner shuhadaa, godt 10% af landets daværende befolkning, og i visse provinser hvor modstanden havde været ekseptionelt hård som Kandahar, Uruzgan, Paktia, Zabul og Nangahar, havde tabene været endnu større. Janjalanis deltagelse i denne succesrige jihad samt beretninger om at han havde været en modig og frygtløs mujahed var med til at styrke hans image og bevirkede, at han blev opfattet som en kontrast til Misuari, som flere og flere så som en uduelig leder, der havde indgået alt for mange kompromiser. Indtil 1991 eksisterede Janjalanis gruppe ikke som en seperat gruppe, men i 1991 brød denne endeligt med MNLF og Abu Sayaf blev oprettet. Ifølge filipinske kilder blev Abu Bakar Janjalani shaheed i 1998 under en ildkamp med det filipinske militær. Hans broder, Khadaffy Janjalani overtog da ledelsen.
Da MNLF underskrev en aftale med regeringen, der gav muslimerne en forsvindende lille autonomi i omkring 15% af Mindanao i 1996 (4 provinser i modsætning til Tripoli-aftalens 13), blev det endnu engang vidt set som, at Nur Misuari havde solgt ud. Han blev guvernør med palæ i Manila, mens hans folk fortsatte uden synlige forbedringer. Denne frustration over den tilsyneladende resultatløse kamp og ledernes svigt førte til, at grupper som Abu Sayaf fik endnu større opbakning. Fra 1991 til 1996 havde Abu Sayaf udført en række aktioner men stod dog stadig klart i skyggen af de to store grupper. MILF kæmpede og kæmper stadig, men Abu Sayaf’s hårdere retorik appelerede til mange unge, der ikke længere så MILF og specielt MNLF som istand til at levere varerne. Således er både Abu Sabaya og Ghalib Andang to højtstående Abu Sayaf ledere sønner af martyrer fra MNLF. Abu Sabaya der tit er blevet beskyldt for at være en gemen bandit, der bruger islam som undskyldning for at foretage kidnapninger for at tjene penge, har ved flere lejligheder forsvaret sig med, at pengene bruges til våben, og har udfordret folk til at påpege, hvilke luksus genstande han skulle eje. Abu Sabaya menes at være omkommet i kampe med den filippinske hær sidste sommer, men hans lig er dog aldrig blevet fundet.
Krigen fortsætter
Overgrebene og undertrykkelsen af muslimerne fortsætter den dag idag, ikke kun på de sydlige øer i krigszonerne, men også Manilas betydelige muslimske befolkning i bydelene Ciappo og Quezon City lever under konstant chikane fra politiet, og muslimske handlende forulempes tit. Muslimer bliver ednvidere tit gjort til syndebukke for enhver politisk motiveret vold, selvom politisk vold langt fra er et eksklusivt muslimsk fænomen i filipinsk sammenhæng, hvor mord på politikere og kidnapning for løsepenge er hverdagskost.
Krigen fortsætter også stadig, og med fornyet styrke efter at den filippinske regering med USAs støtte er sprunget med på toget efter 11. September og som så mange andre regeringer verden over har erklæret ”deres” muslimske oprørere som Al-Qa’eda støtter. Bush’s korsfarerhær, den gamle kolonimagt USA er vendt tilbage med en ny undertrykkelse af de filippinske muslimer 55 år efter at de forlod dem. Siden Januar 2002 har 600 amerikanske soldater og 4000 filipinske soldater jaget Abu Sayaf på Basilan, Jolo og Mindanao. MILF og den filipinske hær har også udkæmpet en lang række slag gennem de sidste 2 år, efter at den filipinske stat har brudt flere våbenhviler. Senest har George Bush under sit besøg i Manila i Oktober rost den filipinske regering for deres ”kamp mod terror”
De filipinske mujahedeen kæmper efter godt 500 år stadig mod den kolossale overmagt. Hvor spanierne formåede at stoppe kaldet til salaah i ummahens vestligste yderpunkt , lykkedes det aldrig disse eller deres arvtagere amekrikanerne at gentage successen i ummahens østligste punkt. En næsten uafbruft kæde af hundredetusinder af Moro-shuhadaa gødede i århundreder Mindanaos, og Sulu-ørnes muld med deres blod. I modsætning til deres fætre i det nuværende Indonesion og Malaysia, der blev besejret af henholdsvis englænderne og portugiserne. Deres land og ejendele blev fravristet dem, visse af deres ledere forrådte dem, men alligevel stoppede kampen ikke. Idag er kris’ene, moroernes stålknive ganske vist blevet udskiftet med morterer og kalashnikov’er, men kampen de kæmper er stadig en ligeså ulige hvis ikke mere ulige kamp, og de kæmper stadigt ignoreret og glemt af det meste af ummahen….

“There never was a Moro who was afraid to die. Death on the field of battle is a privilege, and they guard their privileges jealously. History can never forget the Moros, for they did something in the 1500’s, and the 1600’s, and the 1700’s and clear down into the 1800’s, that was supposed to be impossible. They proved too strong for the Spanish conquistadores!”

General Vic Hurley, ”Swish of the Kris” 1936.