Kristeligt Dagblad 11. november 2003

TØRKLÆDER: Det er svært at se, hvad det egentlig er, de mange modstandere af tørklæder konkret klager over, bortset fra at islam er blevet synlig som religion i det dansk samfund

Af 0mar Shah

Symbol på undertrykkelse, bevidst provokation, udansk kvindesyn, symbol på manglende integration, ja, kært barn har som bekendt mange navne, og tørklædedebatten kører igen på fuld styrke.
Den livlige debat har opereret med størelser som »tørklædeproblematikken« og »problemets omfang« dog uden en klar definition på, hvad »problemet« egentligt består i. Om det er, fordi disse kvinder frivilligt lader sig »undertrykke«? Om det er, fordi tørklædet signalerer afstandtagen til demokratiet? Om det er, fordi det virker missionerende på eleverne? Skræmmer kunderne? Det er svært at se, hvad det egentlig er, islamofoberne konkret klager over bortset fra, at islam er synlig som religion i det dansk samfund.
Argumenter for forbud har der også været flere af, lige fra »ikke-religiøs dress-code« på arbejdspladsen, til danske værdier og integration. Mange af forbudsargumenterne kan ikke beskrives som andet end sure opstød, men det lader til, at i hvert fald en del af forbudsproponenterne har en teori om, at det på en eller anden måde vil gavne integrationen af muslimske kvinder at opstille forbud mod tørklædet, og at disse forbud indirekte vil lede til kvindernes frigørelse. Frihed og integration er jo i og for sig ønskværdigt, men vi står alligevel tilbage med de fundamentale spørgsmål om, hvad frihed og integration egentligt består i.
Frihed er et vidt begreb alt efter kulturel og religiøs baggrund, og jeg vil ikke gøre mig forhåbninger om kort at kunne give en omfattende definition her, men hvis vi i stedet fokuserer på integrationsaspektet af tørklædedebatten fremstår to dominerende synspunkter.
1. Det første synspunkt er, at succesfuld integration kort sagt er assimilation, hvor individet fortabes i majoritetskulturens malmstrøm. Alt andet vil åbenbart føre til en polarisering af samfundet og eller udvanding af danske værdier og er derfor uacceptabelt.
2. Det andet synspunkt er, at inte-gration først og fremmest er at få mennesker til at kunne fungere i samfundet, hvilket manifesteres i form af sprogkundskaber og aktiv deltagelse på arbejdsmarkedet.
Ikke overraskende har fortalere for det første synspunkt markeret sig kraftigt med en afstandtagen til tørklædet, og feminist-islamofober som Lone Nørgård, Helle Merete Brix, Jette Dali og flere har propaganderet for dette synspunkt. På den politiske scene repræsenteres dette synspunkt af Dansk Folkekparti, der f.eks. har kritiseret Bertel Haarder (V) for at fokusere for meget på beskæftigelse som et tegn på integration.
Det er ikke til at komme udenom, at Danmark med en aldrende befolkning og voksende forsørgerbyrde, hvor mennesker afhængige af overførselsindkomster (inklusive pensioner) vokser hurtigt, ikke har råd til at »spilde« nogen del af arbejdstyrken, og derfor må det vel formodes, at det er i Danmarks interesse, at indvandrerkvinder deltager på arbejdsmarkedet.
Et tørklædeforbud vil føre til, at tørklædebærende kvinder ikke vil søge job de pågældende steder. Islamofoberne håber tydeligvis, at flere kvinder vil smide tørklæderne, hvis blot der er tørklædeforbud. Jeg har ingen tvivl om, at kvinder, der opfordrer muslimer til at smide tørklæderne, selv ville være villige til at smide et stykke tøj eller to, hvis dette stod i vejen for et job, men pointen er, at tørklædet netop bæres af kvinder med en dybere livsanskuelse, og det er de færreste sådanne kvinder, der ville bytte tørklædet for en plads hos Kvicklys bager.
Jeg har svært ved at se rationalet for et tørklædeforbud i en butikskæde. En butik er en forretning, der tjener penge ved at servicere kunderne og bør derfor afspejle kundekredsens sammensætning. En ikke ubetydelig del af de danske storbyers befolkninger er muslimer, og en ikke ubetydelig andel af disse er tørklædebærende. Derfor ville det selv fra et 100 procent komercielt synspunkt give mening, hvis personalet afspejlede kunderne og derfor havde lov til at gå med tørklæde.
Et eksempel, islamofober ynder at bruge, er spørgsmålet om, hvorvidt en kvinde med miniskørt kunne få job hos en halalslagter, og svaret er selvfølgeligt nej. En person med et tatoveret hagekors ville heller ikke kunne få job hos en kosherslagter.
Mange muslimer vil nok være uenige her, men jeg synes, det er helt rimeligt, hvis Danmarks nationalsocialistiske bevægelse, Den danske Forening, Dansk Folkeparti eller andre ligesindede, ikke vil have kvinder med tørklæder i deres kantiner, da det ikke passer til deres medlemmers ideologiske profil.
Jeg mener ikke, at man helt kan fratage restaurationer, butikker, kontorer osv. retten til at stadfæste en dresscode, selv hvor dette i sidste ende vil diskriminere muslimer, så længe der er tale om eksklusive miljøer. Områder som detailhandlen og offentlige kontorer, der ikke er eksklusive, men åbne offentlige miljøer, bør dog afspejle den befolkning, de i sidste ende servicerer. Føtex er ikke en dansk kulturklub ansvarlig for opretholdelse af et xenofobisk livssyn, men derimod en forretning, der betjener kunder, som er villige til at betale for varerne.
Ud over detailhandelen har også pålædning i skolerne været omdiskuteret. Privatskoler skal have den fulde ret til at lave påklædningsregler for lærere. Hvis en dansk patriotisk friskole f.eks. vil kræve, at lærerne går med træsko, eller at de kvinderlige elever ikke må tildække navlen, skal de da have lov til det, men folkeskolen i multietniske områder servicerer en del af befolkningen, for hvem tørklædet er en reel del af dagligdagen.Og dette bør tages med i betragtning.
En fjerdedel af alle elever i København er tosprogede, og denne andel er stigende. Et tørklædeforbud i folkeskolen vil kun føre til øget polarisering, og det vil uden tvivl gøre folkeskolen endnu mindre populær blandt etniske minoriteter, end den er i dag. Et forbud vil være dråben for mange forældre, der overvejer, hvorvidt de skal sende deres børn i folkeskole eller friskole.
Hvorvidt dette er en acceptabel pris kommer an på folkeskolens målsætning. Er det en folkeskole, der betjener folket, eller en ateistisk missionskole? Det er et valg, folkeskolen må træffe og så tage konsekvenserne. Islamofobernes ønskescenarie, hvor alle muslimerne bliver i folkeskolen og bliver indoktrineret, er desværre ikke særlig realistisk.
Når min søn når skolealderen, og jeg har valget mellem at sende ham i folkeskole eller (islamisk) privatskole, vil jeg da som enhver anden forælder opveje fordele og ulemper. Og hvis min lokale folkeskole skulle vise sig at være en eksponent for direkte islamofobiske tendenser (f.eks. tørklædeforbud og ballade ved fritagelse for fællesvøm-ning), ville dette da klart styrke argumenterne for at sende ham i friskole. Jeg gik selv i en folkeskole, hvor lærerne ikke var overdrevent islamofobiske, og jeg ville ikke have noget imod at sende min søn i en tilsvarende skole.
Jeg erkender, at der er ulemper ved, at eleverne vokser op i rene muslimske skoler, idet de får færre muligheder for at lære at forholde sig til ikke-muslimer fra barnsben, men i sidste ende er der tale om et barns ve og vel, og det er ikke for sjov, at så mange indvandrerforældre fravælger folkeskolen.
Tørklædedebatten vil fortsætte, og jeg formoder, at forslagenes absurditet vil stige proportionelt med islamofobernes desperation i takt med, at flere indvandrere såvel som »hvide« danskere begynder at gå med tørklæde.
Arrogancen, hvormed forbudsforslagene fremsættes, hænger klart sammen med definitionen på danskhed og synet på islam som et fremmedelement og en indvandrerreligion. Men hvis man skal tro medierne, bliver der hverken færre muslimer eller færre troende muslimer i fremtidens Danmark.