Terrorisme og hykleri

Kristeligt Dagblad 22. april 2004

DOBBELTMORAL: I den muslimske verden står Vestens hykleri omkring »acceptabel« og »uacceptabel« terrorisme lysende klart for de fleste. Man plejer i et retssamfund at være uskyldig, indtil det modsatte er bevist; desværre er man kun uskyldig,

Af Omar Shah

Marts 2004 vil blive husket som den måned, hvor to voldsomme og på hver sin måde skelsættende begivenheder fandt sted. Begivenheder, som er forskellige på mange punkter, men alligevel ens i deres grundlæggende natur.
Med 11 dages mellemrum (den 11. marts og den 22. marts) fandt først det grusomme bombeangreb på Madrids togstationer og senere det ikke mindre grusomme attentat mod Sheikh Ahmad Yassin i Gaza sted. Fælles for begge handlinger var, at en ny linje blev krydset, og, om man vil, endnu et skridt mod afgrunden blev taget.
Ved bombeangrebene i Madrid blev knap 200 mennesker slået ihjel i den travle morgentime, men ud over de fysiske ofre har der ogå været et stort emotionelt offer i form af den øgede paranoia. Der går ikke en dag nu, uden at der fanges formodede terrorister rundtomkring i Europa, og i London, hvor jeg er bosat, ser man dusinvis af betjente på alle de store togstationer.
Selvom mange europæiske lande har støttet USA i koloniseringen af Irak, var angrebene i Madrid den første store aktion på europæisk jord. Dette, og ikke mindst synet af bevæbnet politi i gaderne, giver for alvor et indtryk af, at Europa nu er i krig - et faktum, der før kunne fortrænges.
Terrorangrebet på Sheikh Yassin var, i modsætning til terrorangrebene i Madrid, ikke udført af en »bande fanatikere«, men af en stat. Dette gjorde det dog ikke mindre grusomt. En halvlam, blind, gammel mand i kørestol blev ramt af et missil fra en israelsk kamphelikopter. Ud over Sheikh Yassin døde også syv andre.
Som ved angrebet i Madrid er det skelsættende, fordi det er første gang, en så højtstående og symbolsk vigtig person er blevet myrdet af den israelske hær. Efter attentatet svor Hamas en blodig hævn, vi endnu ikke har bevidnet, men ikke mange er i tvivl om, at det er et spørgsmål om tid, og at den såkaldte fredsplan har fået endnu et søm hamret i kisten.
Ingen af de respektive gerningsmænd kan have haft nogen tvivl om de uundgåelige konsekvenser af deres handlinger og de ramaskrig, de ville udløse. Handlingerne kan siges at være umådeligt kyniske, i den forstand, at ofrene var fuldt ud acceptable, og prisen ikke var for høj i forhold til den nytte, der kunne opnås. Paradoksalt nok er selve motiverne for de to handlinger ikke meget forskellige i deres natur, da de begge handler om troppetilbagetrækninger, omend den ene er frivillig og den anden forsøgt påtvunget.
På trods af offentlig israelsk retorik kan ingen israelske eksperter seriøst tro, at en ideologisk organisation som Hamas ville blive svækket af den åndelige leders død. Årsagen har derimod klar forbindelse til Sharons længe ønskede tilbagetrækning af israelske tropper fra Gaza. Ved at myrde Sheikh Yassin (og hans efterfølger Rantissi tre uger senere) har de israelske styrker scoret en hurtig symbolsk sejr, og det er nok heller ikke et sammmentræf, at tilbagetrækningen skulle til afstemning i Knesset mindre end to uger efter aktionen.
Ligeledes var det ikke en tilfældighed, at terrorangrebene i Madrid skete lige inden valget og fungerede som et vink med en vognstang om, at det ville være klogt at trække spanske tropper hjem, hvis Spanien skulle undgå yderligere straf for premierminister Aznars fejl.
På trods af visse ligheder mellem de to begivenheder er der dog en betydelig forskel. Al-Qaeda (hvis det da var dem) opfattes i den vestlige verden som en terrororganisation, man egentligt ikke kunne forvente andet af. Israel derimod opfattes som en retsstat og ikke mindst som Mellemøstens eneste demokrati (med undtagelse af Irak, der nu også er blevet velsignet med en helt speciel amerikansk form for demokrati). Mordet på Sheikh Yassin og hans afløser Rantissi var ud over at være en terrorhandling (statsterror) også et brud på det sæt skrøner og i stigende grad irrelevante værdier, der kaldes »international lov«. Mellemøstens eneste demokrati lever i høj grad op til den arv, terroristen Begin lagde for staten.
Som sædvanligt er det de civile, der betaler prisen for det storpolitiske spil, og man kan let konkludere, at det var synd for det spanske folk, at det skulle betale prisen for Aznars fejltagelser, vel at mærke nøjagtigt som det var synd for det irakiske folk, at det skulle betale prisen for Saddams fejltagelser.
Uanset hvor synd det måtte være for uskyldige civile, kan det ikke fjerne den bitre smag af det voldsomme hykleri, der som regel følger terroraktioner udført af henholdvis »accepterede« og »uaccepterede« terrorister. Det var rørende at se, at der blev holdt to minutters stilhed for de spanske ofre, der fortjener enhver respekt. Men man kan spørge, hvor de mange minutters stilhed for de langt flere irakiske, afghanske og palæstinensiske ofre for amerikansk og israelsk terrorisme er? Eller hvor de to minutters stilhed for Sheikh Yassin og Rantissi blev af?
Nogle vil kalde sammenligningen absurd, men hvis man endeligt vil sammenligne med et mere »lignende« eksempel på »islamisk« terrorisme, hvor var de to minutters stilhed for de tyrkiske ofre for aktionerne i Istanbul da? Også bomberne i Istanbul blev tilskrevet al-Qaeda; alligevel var reaktionerne noget mere afdæmpede, hvilket understreger, at menneskeliv tilsyneladende har forskellig værdi.
Ved spørgsmålet om følelsen af kollektiv skyld/ansvar fortsætter hykleriet i bedste stil. Det er mere eller mindre blevet påkrævet imamer at »tage afstand fra terror«. Man kan spørge sig selv, hvorfor muslimer i højere grad end andre er ansvarlige for, hvad deres trosfæller foretager sig?
Afkræves samtlige danske protestantiske folkekirkepræster en udmelding, hver gang USA eller Storbritannien har begået et nyt overgreb? Begge lande har jo en »kristen kulturarv«. Mig bekendt er katolske præster aldrig blevet opfordret til at melde ud omkring IRA’s katolske terror. Afkræves rabbinere en fordømmelse, hver gang en ny zionistisk terrorhandling finder sted? Hører vi mon politikere afkræve Bent Lexner og Jaques Blum, at de fordømmer Israels barbariske handlinger? Næppe, og det lader til, at kollektivt ansvar for uhyrligheder kun er noget, der påhviler muslimer. Denne form for åbenlys hykleri er desværre kun med til at gøre mange mennesker følelseskolde og reaktionære.
Drab på uskyldige civile i terroraktioner er ofte et produkt af had og ønsket om at påføre fjenden den smerte, man selv har lidt, uanset om man er muslim, buddhist el.lign. Filosofien bliver, at så længe »vores« folk ikke kan sove i fred, kan »jeres« heller ikke, og så længe vi bliver nødt til at sørge over »vores ofre«, kommer I til at sørge over »jeres«. Det sørgelige er, at handlinger som mordet på Sheikh Yassin, samt den hykleriske respons fra Vestens establissement, netop virker som brændstof under det had, der allerede ulmer i store dele af verden. Den stigmatisering og mistænkeliggørelse af muslimer, der finder sted i Vesten, graver også kun grøfterne dybere.
I forrige uge blev otte unge muslimer arresteret i London og omegn. Pressen har allerede dømt dem terrorister med overskrifter som »forstadsterrorister«, mens en stor del af de britiske muslimske unge ikke er det mindste i tvivl om, at de otte blot er syndebukke. Man plejer i et retssamfund at være uskyldig, indtil det modsatte er bevist; desværre er man kun uskyldig, indtil indtil det er bevist, at man er muslim.
Grusomheder har altid fundet sted; den vestlige verden med den »flotte arv« fra oplysningstiden formåede f.eks. i årene mellem 1914 og 1945 at dræbe flere mennesker, end resten af verden tilsammen formåede gennem årtusinder. Men det er intet mindre end sørgeligt, at nogle muslimer har udskiftet et værdisæt, der gennem islams 1400 år var moralsk overlegent med hensyn til krigsførelse og behandling af civile.
De har i dag overtaget det utalitariske vestlige menneskesyn, der er et biprodukt af kapitalismen. Disse mennesker er desværre begyndt at efterligne vestlige værdier med den medfølgende foragt for civile liv, hvor tab af menneskeliv er acceptabelt, bare nytten, der derved opnås, er stor nok. Profeten Muhammeds sædvane er blevet udskifet med Machiavellis sædvane.

Kristeligt Dagblad 15. april 2004

RELIGION OG SAMFUND: Mange danskere har en opfattelse af islam som helt statisk. Men blandt unge muslimer i Danmark bliver tilgangen til religion på moderne vis mere og mere individualistisk

Af Lissi Rasmussen og Omar Shah

Der er en tendens i befolkningen, i medierne og blandt politikere til at betragte islam og muslimer som et ensartet, statisk fænomen, der befinder sig uden for den moderne verden.
Da medierne for en uge siden fremlagde resultaterne fra en undersøgelse, foretaget af Catinét Research, om bl.a. unges religiøsitet, blev det mere positive forhold til kristendommen udlagt som et interessant udtryk for udviklingen i det moderne pluralistiske samfund. Den mere udtalte religiøsitet blandt unge med muslimsk baggrund, derimod, fremstilledes ikke som noget interessant, men som problematisk og direkte farlig. Unge med muslimsk baggrund betragtes åbenbart som tilhørende en helt anden kategori end unge med kristen baggrund og deres religiøsitet som værende helt upåvirket af den moderne samfundsmæssige udvikling. Men sådan er virkeligheden ikke.
Både kristne og muslimske unge er præget af det (post)moderne, også hvad angår deres religiøsitet, samtidig med at de smitter af på hinanden. Det karakteristiske for vores tid er, at der ikke er en entydig retning for den religiøse udvikling i forhold til det moderne samfund. Blandt unge med kristen og muslimsk baggrund er der mange forskellige tendenser. Nogle unge kristne og muslimer opfatter religion som et modbillede til (post)modernitet og sekularisme. For andre bliver religion en medspiller i forhold til den moderne udvikling, som lægger op til en nyformulering af, hvad det vil sige at være muslim eller kristen. Atter andre leger måske med nogle religiøse forestillinger, ligesom de leger med forskellige fællesskaber. Men de betragter sig som tilskuere til og ikke som udøvere af religionerne.
Nogle unge sammensætter elementer fra forskellige kulturer og religiøse traditioner eller er mest optaget af religion som en kulturel ressource. Andre har brug for klare løsninger, som de finder i de mere faste grupperinger, i f.eks. karismatiske eller politisk ideologiske religiøse kredse, hvor der ikke er tvivl om, hvilke valg der er gode, og hvilke der er dårlige. Samtidig er der intensitet og stærk identitet. Vigtigt er det dog også her, at den enkelte selv vælger og definerer dette tilhørsforhold og selv kommer frem til erkendelsen af det.
Her vil nogle nok indvende: Ja, men gælder det alle unge muslimer med et aktivt forhold til islam i Danmark? Hvad med fremstående personligheder som f.eks. Fadi Abdullatif (Hizb-ut-Tahrir) og Ahmed Abu Laban (Det Islamiske Trossamfund)? De nyder vel stor respekt blandt visse grupper af unge? Det er sandt, men for de fleste af disse unge er en sandhed ikke sandhed, fordi Abu Laban eller Fadi Abdullatif siger det, men fordi de har referencer til Koranen og profetens sædvane, der kan overbevise de unge. Blandt en stor del af den uuddannede forældregeneration blev imamens ord opfattet som lov, netop fordi han var imamen.
Det er ikke så meget ønsket om at finde en egen islam, der driver disse unge, men i højere grad om selv at finde den »sande« islam. De fravælger derfor de menneskelige autoriteter til fordel for de skriftlige kilder. De bliver med andre ord mindre personfikserede og mere teksttro end forældrene.
Forældregenerationen har ofte haft et noget dogmatisk forhold til islam, hvor sandhed blev opfattet som sandhed, fordi imamen, forældrene og bedsteforældrene havde ment det, eller fordi »sandheden« var inkorporeret i de begreber, de havde med hjemmefra. Andengenerationen af muslimer er derimod født og opvokset i Danmark og har fokus her. Mange af dem føler en større tilknytning til Danmark end til forældrenes oprindelseslande.
Gennem deres opvækst er de ikke bare kommet i kontakt med etnisk danske unge, men også med andre muslimer af andre nationaliteter. Denne interaktion sker i udpræget grad i Danmark, hvor der ikke som i mange andre europæiske lande (specielt i de tidligere kolonimagter) findes én dominerende etnisk gruppe. Blandede ægteskaber både på tværs af etniske minoritetsgrupper og mellem majoritets- og minoritetsdanskere er også langt hyppigere i Danmark end f.eks. i Storbritannien.
Alt dette er med til at fremme en mere individuel tilgang til religion. De unge oplever ofte, at deres tro bliver anfægtet, og at de bliver afkrævet svar på spørgsmål om alt mellem himmel og jord og derfor er tvunget til at finde disse svar. Det er ikke tilstrækkelig forklaring, at sådan gjorde deres far. Man vil vide hvorfor. For nogles vedkommende har svaret været at vende troen ryggen. Andre er blevet mere bevidste om deres identitet som muslimer og danskere. For mange har den konstante hetz mod islam og muslimer placeret dem i en permanent forsvarsposition og derfor gjort dem naturligt mere søgende, hvad enten denne søgen er gået i retning af islam eller er blevet et forsøg på at finde en helt anden identitet.
Blandt nogle unge muslimer har udviklingen medført et stigende behov for at definere sig selv som del af den universelle ummah (det muslimske fællesskab) og undertiden synliggøre denne identitet gennem brug af arabiske termer - en proces, hvor specielt pakistanske, tyrkiske og kurdiske unge i stigende grad finder »arabisk islam« mere tiltrækkende end forældrenes »lokale« islam. Et udtryk for dette finder vi for eksempel i Hizb ut-Tahrirs fremgang blandt unge.
Når den danske regering derfor i stigende grad fokuserer på imamerne og f.eks. foreslår at uddanne imamer, så de kan prædike en »moderat islam«, og/eller vil indføre sindelagskontrol for eksisterende imamer, vidner det om regeringens uvidenhed med hensyn til imamernes faktuelle indflydelse. Den vækkelse, der finder sted blandt visse muslimske unge, har uendeligt lidt at gøre med imamerne i moskeerne og er ikke fremkaldt af deres prædikener, men derimod af de unge selv som et naturligt produkt af deres søgende mentalitet - en mentalitet, der ikke mindst bunder i deres opvækst i det danske samfund.
Konklusionen er, at unge i dag generelt ønsker en selvstændig identitet. De vil erkende troen på egen hånd. Uanset religiøs baggrund søger de at få kontrol over deres liv, at finde deres identitet i en fragmenteret, uoverskuelig og utryg verden, bl.a. i nyere former for fællesskab, oftest uden for de etablerede religiøse miljøer, som er præget af forældregenerationernes bundethed til traditionelle udtryksformer, som de ikke mener kan fungere i en dansk hverdag.
Alle de beskrevne tendenser blandt unge er reaktioner på én og samme udvikling og er alle præget af opbrud, den enkeltes valg, autonomi, øget kritisk refleksion og søgen efter autenticitet. Den enkelte har i stigende grad mistet sin traditionsbundne, kollektive forankring. De store fortællinger og sandheder er afløst af små fortællinger og individuelle værdiopfattelser eller har fået en ny betydning. Den enkelte må i højere grad selv finde sine normer og værdier og konstruere sin identitet, vel at mærke ofte inden for nogle givne rammer. Det sker undertiden ved, at »de gamle traditioner« genopdages, eller at religionens kilder frem for de religiøse ledere og lærde bliver autoriteten. Det kan også ske på grundlag af den enkeltes bevidste valg efter kriteriet »hvad der er godt og rigtigt for mig«.
Vores antologi handler først og fremmest om de nævnte temaer, men kommer også ind på spørgsmål om tolkning af Bibelens og Koranens tekster i det moderne samfund, om kvinders deltagelse i det offentlige rum, europæisk islam, religion på internettet og forholdet mellem kristne og muslimer. Svarene på disse spørgsmål er langt fra entydige, heller ikke inden for de enkelte religiøse miljøer, men dog foranlediget af den selv samme moderne udvikling.
Omar Shah er BSc.Econ. og Lissi Rasmussen er dr.theol.
»Islam, Kristendom og det Moderne« (red. Lissi Rasmussen og Lena Larsen) er skrevet af en række danske og norske kristne og muslimer. Omar Shah har skrevet hovedindlægget om »Muslimsk ungdom, tradition og moder-nitet«. Bogen udkom den 13. april på Forlaget Tiderne Skifter.