Information d. 18. June 2004

Af Omar Shah,

Han var en almindelig ung mand, født og opvokset i den vestlige verden, og et produkt af denne. Som andre unge interesserede han sig for sine venner, musik og fester. Han levede et tilsyneladedende sorgløst liv. Alligevel oprandt den skæbnesvangre dag , hvor han villigt rejste tusindevis af kilometer tværs over jorden for at kæmpe for den ideologi, han blindt opfattede som den universelle sandhed. I kampen for at underlægge hele jorden denne ideologi, var han i sidste instans parat til at dræbe eller blive slået ihjel.
Man kan se undrende tilbage på handlingen og spørge sig selv hvorvidt denne unge mand var besat af ondskab, eller hvorvidt han var en ægte idealist, der blot var manipuleret af magtsyge ældre mænd højere oppe i systemet.Tilsyneladende besad han altruistiske motiver og var oprigtig i sin tro på at hans kamp og ofre ville gøre verden til et bedre mere retfærdigt sted, og var derfor drevet af en pligtfølelse snarere end egentligt had.
Uanset hvor oprigtig han var, er det dog sørgeligt at erkende, at den unge mands tanker ikke var andet end et produkt af massiv hjernevask, grove generaliseringer og dæmonisering af fjenden. Det er sørgeligt at erkende, at det som med så mange unge mænd før ham var denne unge mand (og i sidste instans hans pårørende) i modsæning til hans overordnede og de chefideologer, der opildnede ham til at drage i kamp, der kom til at betale prisen.

Nogle af læserne vil nok mene, at ovenstående er en beskrivelse af den danske Guantanamo-fange Slmane Hadj Abdurrahman, men det er det faktisk ikke, det er en beskrivelse af de tusindevis af unge vestlige soldater, almindelige unge mennesker født og opvokset som så mange andre, der alligevel i disse år er rejst tværs over kloden til Irak og Afghanistan for at undertrykke og slå ihjel i demokratiets navn.
Dobbeltmoralen og hykleriet trives i bedste velgående, og i forbindelse med udgivelsen af ‘den danske Guantanamo-fanges‘ biografi er der fra flere kanter blevet udtrykt stor forargelse og ikke mindst overraskelse over, at en person kunne finde på at kæmpe for sin ideologi, men hvordan dette adskiller sig fra vestlige soldater, der er parat til at dræbe for deres ideologi, er ikke til at se.
De afghanere og irakere, der i disse dage myrdes af vestlige soldater, har aldrig angrebet borgere i Danmark, Storbritannien eller andre vestlige lande. De amerikanere, briter, russere (og danskere), der slås ihjel i Afghanistan, Irak og Tjetjenien, er derimod kommet til landene med at slå ihjel, plyndre og undertrykke. Alligevel opfattes forsvarerne i disse lande som terrorister, mens angriberne opfattes som befriere eller moralske korsfarere.
Hvor ‘fundamentalister‘, der er parat til at dræbe i troen på deres ideologis overlegenhed, anses for farlige eller mentalt ustabile, er der ikke mange, der drager paraller til de vestlige soldater, hvis motivation grundlæggende ikke adskiller sig fra fundamentalisternes. Den væsentligste forskel er måske, at de fleste islamister er protagonister, der kæmper på hjemmebane for at tilpasse deres egne samfund til den ideologi, de måtte ønske, mens de fleste vestlige soldater netop er antagonister, der kæmper på udebane for at påtvinge (primært muslimske) lande den styreform, de mener er bedst.
Islamistiske grupper med ‘voldsom‘ retorik taler sjældent om, at de stakkels vesterlændinge skal befries fra det dekadente demokratiske system (omend vestlige ledere åbenlyst taler om at muslimske lande skal befries og underlægges demokratiet), retoriken handler i højere grad om, at de muslimske lande skal befries fra de vestlige marionetter, det vil sige at hadet mod Vesten er et direkte produkt af den vestlige verdens forsøg på at påtvinge dem den demokratiske ‘one size fits all‘-model og eller støtten til grusomme diktatorer, hvoraf mange nu er ‘partnere i kampen mod terror‘.
Vestlige regeringer har brugt alt fra forkrøblende sanktioner, til klyngebomber og voldtægt af kvindelige fanger til at straffe befolkningerne i de lande, der nægter at underlægge sig det vestlige demokrati og blive en del af det vestlige hegemoni, dog har vi endnu ikke hørt om ‘islamister‘, der truer de vestlige civilbefolkninger med vold, sult og fornedrelse af deres kvinder medmindre disse aktivt frigører sig fra demokratiets åg og indfører shariah-lovgivning.

Hvor mange danskere eller andre vesterlændinge ville ikke gøre modstand, hvis ‘bedrevidende‘ muslimske ledere (i fald de havde den militære styrke til det) besluttede sig for at invadere Danmark? Hvis disse ledere i deres ‘dybe medfølelse‘ mente, at danske kvinder er undertrykte som følge af seksualiseringen i det offentlige rum, at de havde brug for flere rettigheder som deres medsøste i den muslimske verden? Eller mente, at det er synd for de danske borgere, at de skal leve under barbariske love, der lader mordere gå fri efter få år, og hvor et voldtægtsoffer, der har fået sit liv smadret, kan risikere at løbe ind i sin gerningsmand efter et år?
Ligesom mange irakere og afghanere ikke er specielt taknemlige over den dybe amerikanske og europæiske bekymring udtrykt ved klyngebomber og drab på civile og tortur, ville de fleste danskere nok heller ikke føle sig specielt taknemmelige over en muslimsk militær invasion.
Nogle vil hævde, at aktionerne i Irak og Afghanistan er en del af ‘kampen mod terror‘ for at gøre verden til et sikrere sted, og at det egentligt handler mindre om at ‘demokratisere‘ den muslimske verden, men i sidste ende er dette ikke grunden til, at disse samfund påtvinges demokrati.
Den amerikanske administration såvel som flere europæiske ledere talte (i de mere optismistiske dage) åbenlyst om, hvordan Irak ville blive et eksempel for de andre mellemøstlige lande, og hvordan dette kun ville blive begyndelsen på en demokratisering af hele Mellemøsten. På nuværende tidspunkt er det dog ikke med misundelse, de fleste muslimer ser på Mellemøstens eneste arabiske ‘demokrati‘ – Irak.
Andre igen vil hævde, at disse individer, de omrejsende islamister, er terrorister, da de ikke hører hjemme i de lande, de drager ud for at forsvare, men dette udsagn er en absurditet. Hvor er logikken i, at det ikke kræver tilhørsforhold at tage ud for at angribe et land? Men at det kræver tilhørsforhold at tage ud for at forsvare et land. Hørte de amerikanske tropper hjemme på Omaha Beach? Eller hvis man vil tage et mere individuelt eksempel, hørte George Orwell og de andre socialister da hjemme i Spanien? Disse ‘helte‘ tog ud og blandede sig i en borgerkrig mod en diktator, der modtog støtte fra Nazityskland, mens nogle mennesker i dag tager ud for at deltage i krige mod diktatorer, der modtager støtte fra Nazitysklands moderne åndsfælle, nemlig USA.
Hvor mange vestlige civile deltager ikke i ‘demokratiseringen‘ af Irak og Afghanistan ansat af diverse ‘sikkerhedfirmaer‘. Ingen klager over, at disse lejesvende aktivt deltager i kampe i Irak og Afghanistan, mens de civile muslimer, der deltager i forsvaret af disse lande (og end ikke modtager betaling for det) opfattes som terrorister.

Angreb på uskyldige civile i Vesten er uacceptabelt og forkasteligt, ligesom angreb på uskyldige civile i Irak, Afghanistan ogTtjetjenien er forkasteligt, men der er en klar forskel mellem disse aktiviteter og forsvaret af muslimske civilbefolkninge, mod overgreb fra russiske, amerikanske og vesteuropæiske tropper. Det kan godt være, at mange islamister synes, det er synd for de vestlige befolkninger, men det er som sagt ikke børnepornografi, utroskab, alkoholisme eller den vestlige moral, der får islamistiske grupper til at hade de vestlige voldsmænd. Hadet og den deraf følgende vold er en direkte konsekvens af den vestlige vold.
Det er synd, at to forskellige målestokke bruges til at evaluere henholdsvis demokratiets forkæmperes og islamismens forkæmpere. I sidste ende er begge eksponenter for en ideologi, de opfatter som den overlegne og som den absolutte sandhed.
Indtil Vesten fjerner bjælken i eget øje, kan man kun frygte, at undertrykkelsen og de modbydelige overgreb på de muslimske befolkninger i demokratiets hellige navn vil fortsætte, og at de naturlige reaktioner på disse vil blive mødt med samme forundring og vantro. En dyb forundring over, at der findes lignende mennesker, med samme følelser og aspirationer som deres egne – blot med omvendt fortegn.